FCN har Superligaens målkonger

Kategorier

Marcus Ingvartsen topper Superligaens målscorerliste, og Ernest Asante er øverst på assist-listen, så FCN-offensiven er virkelig giftig.

Superligaens absolutte målkonger spiller for FC Nordsjælland. Det fremgår tydeligt af både topscorerlisten og assistlisten.

Marcus Ingvartsen er Alka Superligaens flittigst scorende med 10 mål og dertil kommer 4 måloplæg i hans 17 kampe for FCN i denne sæson.

Lynhurtige Ernest Asante har assisteret ved 7 scoringer og er dermed den spiller med flest måloplæg. Desuden har han selv scoret 2 mål i sine kun 12 kampe med tigeren på brystet.

Tre af FC Nordsjællands mål er et produkt af netop de to spilleres samarbejde, hvor Ernest “Assiste” er brudt igennem til baglinjen og har serveret på et sølvfad for Marcus Ingvartsen, så det har set så legende let ud. Holdet nyder stor gavn af deres gode interne forståelse, og de har masser af lovord om hinanden:

Marcus Ingvartsen:

– Asante er så hurtig, at han skaffer sig selv så meget tid med bolden, at han kan beholde roen til at kigge efter vi andre angriberes løb, inden han laver sine indlæg. Når Asante får skabt så meget plads bag forsvaret med sin hurtighed, får vi alle mere fri plads til at tage de rigtige løb.

– Jeg søger ofte fremad foran en forsvarer, og mod AGF blev der så plads bagved til Emiliano, og det så Asante straks og spillede ham helt fri.

Ernest Asante:

– Meget af timingen kommer fra den daglige træning, og derfor ved jeg også ofte, hvor de andre løber hen, når jeg slipper fri med bolden. Det kan godt være, at det ligner lette mål for Marcus, men det er faktisk de svære mål, når de hårde flade afleveringer skal drejes ind.

– Jeg giver Marcus stor kredit for de mål, for han er altid 100% fokuseret på at ramme bolden rigtigt. Jeg kan godt li’ rollen som oplægger, og det er godt med en trup som vores, der rummer så mange forskellige kvaliteter.

Se de tre mål af Marcus på oplæg af Asante: