Tæt på fuld gevinst med en kollektiv pragtpræstation

Kategorier

FCN-jubel efter Godsway Donyohs scoring til 1-0.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland havde Brøndby på krogen men forsømte at lukke kampen på fire giga-chancer, og så fik Brøndby helt ufortjent udlignet til 1-1

Det lignede længe tre point til FCN, der leverede en kollektiv pragtpræstation og fulgte den skitserede gameplan til punkt og prikke. Lige bortset fra den allersidste kynisme i afslutningerne. Efter at være kommet foran 1-0 ved Godsway Donyoh ti minutter efter pausen, havde FCN kampforløbet lige præcis, som tigrene kunne ønske sig.

FCN lukkede flot ned for Brøndby og skabte fire gigantiske chancer i kontraspillet, men hverken Marcus Ingvartsen eller Godsway Donyoh fik smækket bolden i kassen helt fri med målmand Frederik Rønnow, der var Brøndbys bedste mand. Og da FCN ikke fik lukket kampen på de store tilbud, lykkedes det i stedet Brøndby at få udlignet til 1-1 på et godt skud af Jan Kliment i det 83. minut.

De 5.526 tilskuere i Right to Dream Park fik en meget intens kamp, som var meget jævnbyrdig i hele 1. halvleg. FCN lukkede godt ned for Brøndby midtbanespil med tæt og aggressivt pres på gæsterne. Lasse Petry var tilbage i startopstillingen for første gang efter sin lange skadespause, og sammen med en veloplagt Stanislav Lobotka og en hårdt arbejdende Victor Nelsson, spillede de klogt og boldsikkert rundt på midtbanen.

Og bagved var forsvaret velorganiseret og stabilt med Indy Groothuizen som en solid sidste skanse i målet. Fra det udgangspunkt holdt FCN Brøndby fra de helt åbne målchancer, men det var heller ikke mange oplagte muligheder, FCN selv skabte før pausen. Så 1. halvleg af det taktiske spil endte meget passende målløs.

Fra 2. halvlegs start forsøgte Brøndby at lægge ekstra pres på, men tigrene stod fortsat imod uden slinger i valsen, og så åbnede det hele sig op, da FCN i det 55. minut kreerede et modangreb lige efter bogen, og Godsway Donyoh scorede til 1-0 på en god bold fra Marcus Ingvartsen.

Det tvang Brøndby til kompromisløst angrebsspil, men FCN-defensiven holdt fast, og når tigrene fik spillet sig ud af presset, åbnede hele banen sig op, så både Marcus Ingvartsen og Godsway Donyoh hver fik to muligheder for at øge føringen i helt fri position overfor Frederik Rønnow.

Desværre uden det sidste held og dygtighed. Derfor kunne Brøndby fortsat øjne chancen for et heldigt point, og det fik de, da et unødvendigt boldtab gav Jan Kliment en skudchance, som han udnyttede med et super træf på bolden. Dermed var 1-1 en realitet, og der var i slutfasen ingen af holdene, der formåede at skabe en afgørelse.

FCN-spillerne var naturligvis skuffede over, at en fortrinlig indsats ikke gav den sejr, de havde fortjent, men det gælder bare om at fortsætte stilen. Så venter der mange point i anden halvdel af grundspillet.

Lagde du mærke til…

…at det var fjerde kamp i træk for FCN uden nederlag og fjerde mål af Godsway Donyoh i denne sæson.

…at det var 13. spillerunde og dermed sidste kamp i første halvdel af grundspillet. FCN har således en 9. plads efter første halvdel, hvor der også afregnes TV-penge.

…Lasse Petry var med fra start for første gang i denne sæson og holdt til 80 minutter på banen på højt niveau efter sin lange skadespause.

Hørt på spillergangen:

Mads “Mini” Pedersen er ved at genfinde formen efter sin lange skadespause:

– Det var min anden kamp med fuld tid, og jeg kunne mærke, at jeg kunne investere mere offensivt i dag. Jeg følte, jeg havde kræfter til at gå mere med frem, selv om det var tæt på kramper mod slutningen.

– Jeg er skuffet over, at vi ikke vandt, men jeg er da stadig ubesejret. Vi skulle have lukket kampen og taget alle tre point på vores mange store chancer. Jeg synes, vi får lukket deres midtbane godt ned. Vi havde læst på lektien, og vi fulgte planen næsten til punkt og prikke. Det var kun lige det sidste, der manglede. Ellers var det klasse i dag, og nu må vi holde fast i det i de kommende kampe, lyder det fra Mads “Mini”.

Mohammed Fellah var også i startopstillingen for første gang i meget lang tid:

– Vi spiller en god kamp og skaber meget. Vi har vel fire 100% chancer, så vi har mest grund til at være skuffede over det uafgjorte resultat. Vi må lære at dræbe kampene, når muligheden er der.

– Vi må arbejde på skarpheden ved træning, for det er kun den sidste kynisme, vi mangler. Ellers var det hele lige efter gameplanen, siger Mohammed Fellah.