Skarphed og hård fight gav et point

Kategorier

Marcus Ingvartsen i jubel efter endnu en scoring.

Foto: Getty Images

AaB dominerede kampen i Aalborg, men FCN modstod trykket og bragte sig foran 1-0 ved Marcus Ingvartsen, inden nordjyderne endelig fik bolden forbi en stærkt spillende Indy Groothuizen til 1-1

FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand spåede før aftenens kamp, at det ville blive en duel på skarphed, og det blev det virkelig. I det spil blev FCN en klar vinder, for AaB savnede i den grad skarphed i sine mange skud på mål, mens FCN udnyttede den ene af sine meget få afslutninger.

I 1. halvleg var der nærmest total nordjysk dominans, men FCN-defensiven var velorganiseret som i de mange seneste kampe, og da Indy Groothuizen i målet også igen viste storpil, gik holdene målløse til pausen. Og det kunne FCN være godt tjent med, for det var langtfra efter spil og chancer.

Tigrene kom bedre ud til starten af 2. halvleg, og på den første reelle afslutning slog FCN til med scoring i det 54. minut. Et flot gennemført kontraangreb blev afsluttet af knivskarpe Marcus Ingvartsen på et perfekt indlæg fra Godsway Donyoh. Ingvartsens hovedstød strøg i kassen til 1-0 via underkanten af overliggeren, og det var hans 8. sæsontræffer.

Det gav FCN mere ro over spillet og en god periode, uden at det dog lykkedes at spille sig frem til flere åbne måltilbud, og efterhånden fik AaB rystet chokket af sig og begyndte igen at trykke på. Udligningen var tæt på, da forsvarets ellers så stærke styrmand og holdets anfører Andreas Maxsø ramte en bold så skævt, at Indy Groothuizen måtte præstere en refleksredning for at hindre selvmålet.

Men i det 77. minut var den unge hollandske keeper chanceløs, da AaB broderede sig igennem i højre side , og Joakim Mæhle smaskede bolden ind fra nært hold til 1-1. Det blev også kampens facit, selv om FCN forsøgte at satse lidt mere offensivt til sidst med indskiftning af både Emiliano Marcondes og Ernest Asante.

Dermed spillede FCN uafgjort for tredje gang i træk og holder snor i AaB lige foran i tabellen, men nu skal der også snart hentes nogle sejre for at lukke hullet op til toppen, og det kan passende komme allerede på fredag, når Viborg gæster Right to Dream Park.

Resultatet og den fight, tigrene viste i Aalborg, var det positive, de kan tage med sig sammen med status som ubesejret i fem kampe i træk. Og ellers gælder det bare om at lade 1. halvleg gå i glemmebogen rent spillemæssigt, for her var FCN slet ikke med, og AaB havde fire fem oplagte muligheder for at komme i front. Men nordjyderne savner den skarphed, Marcus Ingvartsen og Godsway Donyoh viser i øjeblikket.

Lagde du mærke til…

…at Marcus Ingvartsen lavede sin 8. sæsontræffer og nu er på andenpladsen af Superligaens topscorerliste. Ingvartsen har desuden lavet 7 mål for Danmarks U/21 landshold i efteråret, så i alt 15 mål er det blevet til fra den kun 20-årige angriber.

…at den kroatiske U/21 landsholdsspiller Karlo Bartolec måtte lade sig udskifte to minutter før pausen med en skade. Pascal Gregor måtte rykke ud på højre back, mens Andreas Skovgaard kom på banen i centerforsvaret.

…at FCN nu er ubesejret i 5 kampe i træk, men kun én af disse kampe har givet fuld gevinst. De seneste tre udekampe er alle endt uafgjort på jysk græs i Horsens, Silkeborg og nu Aalborg.

…at det var 9. gang i denne sæson, at FCN scorede kampens første mål, men desværre har kun tre af disse kampe givet alle tre point.

Hørt på spillergangen:

Lasse Petry var for anden gang i træk med fra start efter sin lange skadespause, og igen måtte han efter en stor arbejdsindsats lade sig udskifte ti minutter før tid:

– Ja, jeg var meget træt på det tidspunkt. Med den første kamp for kun fem dage siden, var det ekstra hårdt, at vi kom til at løbe så meget efter dem i hele 1. halvleg. Men nu håber jeg også, at kræfterne er der til en hel kamp om en uge.

– Vi fik ikke vores presspil til at fungere i 1. halvleg. De fik for meget plads og kunne slå alt for mange indlæg. Heldigvis står vores spillere i boksen stærkt imod, og Indy redder os også flere gange. Dejligt at vi fik lavet et sindssygt flot mål og fik lidt mere ro over spillet i 2. halvleg, men i dag må vi være glade for det ene point.

– Sidst mod Brøndby havde vi grund til at være skuffede over uafgjort, men i dag var det omvendt, så det går vel lige op. Nu skal vi have sejren om en uge hjemme mod Viborg, og det giver da selvtillid at være ubesejret i fem kampe, lyder det fra en træt Lasse Petry.

Se matchfacts HER

Se statistik fra kampen HER