Ingvartsen med hattrick for U/21-landsholdet

Kategorier

Ingvartsen med hattrick for U/21-landsholdet.

Foto: DBU

Det danske U/21-landshold spillede fredag aften EM-kvalifikationskamp ude mod Bulgarien. Den kamp havde to FCN’ere med fra start. Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen spillede begge to 90 minutter, mens Emiliano Marcondes og Pascal Gregor sad på bænken.

Holdet kvalificerede sig allerede i sidste landskampspause til næste sommers U/21 EM slutrunde, og fredag viste holdet igen potentialet, da Bulgarien blev slået med 3-0 på udebane.

Alle tre mål blev scoret af Marcus Ingvartsen, som altså nu har lavet 6 mål i 3 kampe for U/21-landsholdet. Det giver Ingvartsen 13 mål i de sidste 15 kampe, en ganske imponerende stime af den kun 20-årige angriber.

– Dejligt at lave tre mål, det har jeg ikke gjort før på seniorplan. Straffesparket får åbnet kampen op, og så har vi nogle gode omstillinger, som vi får scoret på. Det er fedt at være en del af det her hold når det fungerer så godt. Vi er gode på bolden, og jeg kan koncentrere mig om mit angrebsspil, og det er let at være angriber med det hold her, fortalte Marcus efter kampen til DBU’s Facebook side.

Næste gang holdet skal i aktion er mod Luxembourg på hjemmebanen i Aalborg på tirsdag kl. 18.00, og den kamp kan følges på DR3.

Også Stanislav Lobotka var i aktion fredag aften med Slovakiets U/21 landshold, og han spillede hele kampen, da Slovakiet med en 3-1 sejr over Hviderusland satte trumf på den førsteplads og EM-billet, der allerede var sikret inden den kamp.