Hjulmand: Vi putter al statistik væk

Kategorier

– Vi tror på tre point mod Viborg, men det bliver svært, og vi vinder kun, hvis vi har den rigtige indstilling og toppræsterer, siger FC Nordsjællands cheftræner før aftenens hjemmekamp kl. 20.15

Der står meget på spil for både FCN og Viborg, når de to hold tørner sammen kl. 20.15 i aften i Right to Dream Park. FCN skal forsøge at fastholde en god stime med fem kampe i træk som ubesejret, mens Viborg omvendt ikke har vundet i fem kampe i træk.

Statistikken fortæller også, at FC Nordsjælland ikke har tabt til Viborg i over 10 år, men det giver FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand ikke noget for:

– Jeg har sagt til spillerne, at de skal putte al statistik væk. Det kan vi ikke bruge til noget. Viborg har før vist, at de kommer stærkt igen efter et nederlag. Det gjorde de jo også efter at have tabt til os i sæsonpremieren. De er givetvis meget opsatte, og vi vinder kun, hvis vi går ind til kampen med den rigtige indstilling og mentalitet.

– Det bliver en svær opgave, og vi skal toppræstere for at vinde. Det tror vi også på, at vi kan. der er en god stemning, og alle er indstillet på, at vi nu skal på vindersporet. Det bliver en kamp med intensitet og nerve, men de har også stærke våben med en Mikkel Rask som topscorer.

– Vi spillede en forfærdelig kamp i Aalborg, selv om vi fik uafgjort, og vi savner at vinde. I flere af de tidligere kampe er vi kommet foran og har skabt chancer til at lukke kampene, uden at det er lykkedes. Vi skal lære også at spille gode 2. halvlege og fortsætte lige til slutsignalet.

– Kampene bliver ofte afgjort i det sidste kvarter, hvor der også scores flest mål, så det er mega vigtigt, at de spillere, vi bringer ind fra bænken, også er klar til at yde optimalt og kan afgøre kampe, siger Kasper Hjulmand.

Du kan købe billet til kampen HER