Gregor: Vi skal gå efter sejren i Aalborg

Kategorier

Pascal Gregor: Deltagelsen ved OL var en kæmpe oplevelse.

Foto: Boesenfoto.dk

– Vi vil gerne højere op i tabellen, og kun nogle sejre kan lukke det gab, der er blevet til holdene foran os, siger FC Nordsjællands midterforsvarer Pascal Gregor før fredagens udekamp mod AaB

FC Nordsjælland er her midtvejs i grundspillet placeret på en 9. plads med 13 point, og når det går løs igen på fredag kl. 18.00 med udekampen mod AaB, er der ikke stor forskel  på placeringen i tabellen. AaB ligger lige foran som nr. 8, men nordjyderne har samlet 18 point, så der er et lille hul op til dem og det tætte felt i toppen.

Da de to hold mødtes første gang i denne sæson, var det under OL, hvor begge klubber havde leveret spillere til det danske OL-landshold. Derfor var hverken Andreas Maxsø eller Pascal Gregor med, da AaB i Right to Dream Park i 4. spillerunde forvandlede FC Nordsjællands 1-0 føring på mål af Mathias Jensen til 2-1 i nordjysk favør på det sidste kvarter af kampen. Sejrsmålet endda meget heldigt for AaB i tillægstiden. Uden den scoring havde de to klubber ligget meget tæt lige nu.

Denne gang kan FCN stille med makkerparret Andreas Maxsø og Pascal Gregor i centerforsvaret, og Pascal Gregor håber, FCN kan fortsætte den stabilitet, der har kendetegnet tigrene i de seneste fire kampe som ubesejret:

– Det giver da selvtillid med fire kampe i træk som ubesejret, og hele holdet har vist mere stabilitet. Desværre har vi ikke vundet nok, så vi skal gerne have nogle sejre nu. Det er der brug for, hvis vi skal rykke os i tabellen.

– Vi vil selvfølgelig gerne højere op, og der er et lille gab op til AaB, så vi må gå efter sejren i Aalborg. Vi plejer at have nogle gode kampe mod dem, for AaB vil også gerne spille en masse fodbold langs græsset.

– I de seneste kampe har vi ikke givet mange chancer væk til modstanderne, og det er jo første præmis for at kunne vinde kampe. Nu skal vi til også selv at have flere point ud af det, siger Pascal Gregor.

Kampen i Aalborg fløjtes i gang fredag kl. 18.00 af dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt.