Flot comeback af U/17 mandskabet

Kategorier

Efter at være kommet bagud 0-3 i starten af 2. halvleg mod Viborg lykkedes det FCN U/17 at spille uafgjort 3-3 og være en tåspids fra sejren

U/17 Liga: FCN-FK Viborg 3-3 (0-2)
Mål: 6. minut 0-1. 28. minut 0-2. 42. minut 0-3. 48. minut 1-3 Oliver Tølbøll Rimmen. 53. minut 2-3 Nikolai Frederiksen. 68. minut 3-3 Nikolai Frederiksen.

FC Nordsjællands U/17 drenge bragte sig selv i vanskeligheder i lørdagens hjemmekamp mod FK Viborg ved at give for mange chancer og tre mål væk, før tigrene selv fandt skarpheden og begyndte at udnytte de mange chancer, holdet skabte gennem hele kampen.

Til gengæld skal U/17 mandskabet så roses for et flot comeback, der sagtens kunne have givet alle tre point i en hektisk slutfase, hvor FCN efter udligningen til 3-3 pressede voldsomt på for at få sejrsmålet.

Fra kampens start var det tydeligt, at FCN var det dominerende hold på banen, og med fine kombinationer blev der også skabt gode målchancer, men offensiven var bestemt ikke skarp i 1. halvleg. Og da defensiven også virkede for løs, kunne gæsterne fra Viborg to gange udnytte pladsen til scoring på velgennemførte kontraangreb.

FCN gik på banen til 2. halvleg for at stramme op i begge ender af banen, men der gik kun et par minutter, før Viborg igen slog til med scoring til 3-0. Heldigvis holdt tigrene fast i troen på point, og pludselig begyndte det at gå FC Nordsjællands vej. Oliver Tølbøll Rimmen headede bolden ind i nærmeste målhjørne på et perfekt indlæg, og lidt efter trak Nikolai Frederiksen ind i banen fra højre side og knaldede bolden i kassen til 2-3.

Desværre misbrugte FCN en del målchancer i minutterne efter, da Viborg ellers var lidt groggy, men med godt ti minutter tilbage af kampen var Nikolai Frederiksen igen skarp med en afslutning til 3-3, og så gik den vilde jagt på sejren. Og i tillægstiden var den kun en tåspids fra, da Oliver Tølbøll strakte sig efter en tværpasning lige foran målstregen, men desværre fik han ikke drejet læderet ind, og så sluttede kampen uafgjort.

Næste opgave for både U/17 og U/19 Ligamandskaberne er udekamp mod FC Midtjylland på lørdag.