Det unge FCN-hold lærer at stå distancen

Kategorier

En statistik over første halvdel af grundspillet viser, at FCN-mandskabet har potentialet til mange flere point, end det er blevet til.

Statistik kan altid vendes og drejes efter behag, og den kan også danne basis for en masse læring. Hvis man kigger på statistikken over FC Nordsjællands første halvsæson i det nye grundspil, er det tydeligt, at de unge tigre er ved at lære at stå distancen over 90 minutter plus det løse, som alt for ofte kostede point i starten af sæsonen.

Lige nu står FCN med 13 point for de 13 kampe, hvor alle holdene har mødt hinanden én gang. Men faktisk har det unge FCN-mandskab vist potentiale til meget mere, for i hele 8 af de 13 kampe har FCN bragt sig foran 1-0, mens modstanderne kun har scoret først i 4 af kampene, og så var der lige den scoringsneutrale 0-0 kamp i Horsens.

Af de 8 kampe, FCN har bragt sig i front, er det kun lykkedes at holde fast i føringen hele vejen hjem til sejr 3 gange, og i 3 af kampene er det endda endt med et nederlag til tigrene. Det positive er, at de tydeligvis har lært af lektien, for der er kommet meget mere stabilitet ind i holdet og resultaterne i de seneste fire kampe, startende med den målløse kamp i Horsens.

Siden har FCN bragt sig foran mod både Esbjerg, Silkeborg og Brøndby, hvor den første gav en sikker sejr, mens de to øvrige endte med uafgjort, og hvor kun “stolpe ud” i flere situationer hindrede fuld gevinst til FCN.

Hvis sæsonens første 13 kampe alle var fløjtet af ved pausen, ville FCN have stået med 23 point i tabellen, svarende til en placering på andenpladsen i Alka Superligaen. Kun i én eneste kamp har FCN forbedret facit i 2. halvleg i forhold til pausestillingen, nemlig i 6. spillerunde, hvor FCN udlignede til 1-1 efter pauseføring til Randers. FCN har ført ved pausen 6 gange og fem gange har der stået uafgjort efter de første 45 minutter.

FC Nordsjællands samlede målscore for de første 13 kampe er 17-23, og også her er forskellen mellem halvlegene meget markant. FCN har en plusscore på 10-4 for de 13 1. halvlege, mens 2. halvlegenes målscore er negativ med 7-19. Også her er der markant forbedring i de sidste 4 kampe med samlet 3-1 i 1. halvlegene og 3-3 i 2. halvlegene.

I morgen fredag kl. 18 i Aalborg går det løs med anden halvdel af grundspillet for FC Nordsjælland, og her skal tigrene prøve at fortsætte den gode stime, holdet har fået gang i. Marginaler kan altid afgøre fodboldkampe, men stabilt gode præstationer er vejen til at tippe marginalerne til egen fordel.

Det bliver spændende at følge udviklingen af det unge FCN-mandskab, der i første halvdel har fået vist potentialet og nu også er ved at lære at stå distancen i en hel kamp.