Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp i aften kl. 20.00 i Horsens. Kampen vises på TV3 Sport2.
Vidste du at…
….FCN og Horsens har mødt hinanden 21 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 13 sejre, 5 kampe er endt uafgjort og 3 gange har Horsens vundet. 8 af kampene er spillet i Casa Arena Horsens, og her har FCN 5 sejre, mens 2 kampe er endt uafgjort og kun 1 med sejr til Horsens.
…Horsens i de seneste tre sæsoner har spillet i 1. division, så det seneste møde daterer sig tilbage til 7. april 2013, hvor FCN vandt med 2-0 i Casa Arena Horsens. FCN vandt de sidste fem kampe i træk mod Horsens, inden østjyderne rykkede ud af Superligaen i 2013.
…kun 20-årige Marcus Ingvartsen spiller sin kamp nr. 50 for FCN, hvis han kommer på banen i aften. Han debuterede den 28. februar 2014 i en hjemmekamp mod Viborg, og det er blevet til 11 mål i Superligaen for Marcus Ingvartsen.
…FCN har hentet 6 af sine 7 point på udebane i denne sæson via sejre i Viborg og Lyngby.
…den 25-årige anfører for Horsens, Mathias Nielsen, har en fortid i FCN, hvor det dog kun blev til én Superligakamp i sæsonen 2010/11. Også Horsens-spillerne Conor O’Brien og Kim Aabech har tidligere spillet for FCN.
…kampens dommer, 36-årige Jakob Kehlet, er i gang med sin 8. sæson som Alka Superliga dommer og dømmer FCN for anden kamp i denne sæson. Første gang var i udekampen mod FCK i 2. spillerunde.
…fanbar BITE har et godt tilbud på burger, fadøl/sodavand og fodbold i aften, hvis man ikke har mulighed for at tage til Horsens for at støtte tigrene. Læs om det HER