Reserverne tabte til stærkt FCK-hold

Kategorier

FCN’s reserver kæmpede flot, men et stærkt besat FCK-mandskab var for stor en mundfuld og hjemmeholdet endte med at vinde 3-1.

FC Nordsjælland startede kampen super aggressivt og allerede efter 1 minut kastede det en chance af sig, da Godsway var tæt på at bringe tigrene foran, men den ghanesiske angriber måtte se sin afslutning gå tæt forbi fjerneste målstolpe.
De følgende 10 minutter bølgede kampen frem og tilbage, og både FC København g FC Nordsjælland havde et par tilbud, der let kunne have resulteret i et tidligt føringsmål.

Det var dog FCK, der bragte sig i front i det 12. minut, da et indlæg fra venstresiden sejlede hele vejen gennem feltet og endte for fødderne af norske Tom Høgli, der resolut hamrede bolden i kassen uden chance for Groothuizen, der vogtede FCN-buret.

Herefter satte hjemmeholdet sig på spillet, og der skulle ikke gå mere end 6 minutter, før den var gal igen. Denne gang var det Mumin, der forsøgte at forlænge bolden tilbage til Groothuizen, men desværre fik tilbagelægningen lidt for meget og sejlede derfor henover den hollandske keeper til 2-0.

FCN kæmpede sig herefter fint tilbage i opgøret og især Godsway kom frem til en del halve og også gode muligheder, men det var Ernest Asante, der fik reduceret for FC Nordsjælland, da han let headede bolden det sidste stykke over mållinjen efter glimrende oplæg fra Godsway på højrekanten. Det var samtidig Ernest Asantes første scoring i FCN-trøjen.

Blot få minutter efter reduceringen havde FCN en stor dobbeltchance. Først fik Godsway vristet sig fri til en god afslutning, der dog blev reddet. Ghaneseren var dog selv over returen og sendte den ind i panden på Mathias Rasmussen, der dog måtte se siot forsøg reddet på målstregen af Høgli.

Anden halvleg var blot 2 minutter gammel, da FCK’s norske frontangriber Julian Kristoffersen let kunne sætte bolden i mål til 3-1 efter et forsvarskoks i FCN-defensiven.

Igen kom FCN godt tilbage i kampen, med flere farlige aktioner af Mohammad og Godsway, men det var tydeligt at den sidste skarphed manglede før, det for alvor blev rigtig farligt. FC København kontrollerede anden halvleg, og slutresultatet 3-1 må siges at være fortjent på en dag, hvor FCN forærede to mål væk og ikke formåede at omsætte chancerne til scoringer.

Facts: FCK-FCN 1-0 Tom Høgli 12min, 2-0 Abdul Mumin (selvmål) 18min, 2-1 Ernest Asante 35min, 3-1 Julian Kristoffersen 47min.

Opstilling:

Indy Groothuizen
Benjamin Lund
Viktor Tranberg
Abdul Mumin
Dominic Oduro (Victor Lorentzen, 52 min)
Christian “TK” Køhler (anfører) (Mathias Jensen, 46 min)
Divine Naah
Mathias Rasmussen (Christian Jensen, 60 min)
Ernest Asante (Martin Frese, 65 min)
Adnan Mohammad
Godsway Donyoh (Bajram Fetai, 52 min)