FCN lod sig ikke slå ud af modgang

Kategorier

Godsway Donyoh srevrede for Marcus Ingvartsen, der udlignede til 2-2 i Silkeborg og her tiljubles af Mohammed Fellah.

Foto: Getty Images

Det lykkedes FCN at få udlignet til 2-2 i en kamp, hvor en 1-0 føring ellers var blevet vekslet til et truende nederlag. På en god slutspurt fik tigrene fortjent det ene point med hjem fra Silkeborg, selv om de igen kunne føle sig snydt for et straffespark.

Både FCN og Silkeborg gik ind til kampen i Mascot Park med en vis portion selvtillid efter de seneste kampe, og det afspejlede også indsatsen i en kamp, hvor begge hold jagtede sejren. FCN kom bedst fra start med et hurtigt mål til 1-0 ved Godsway Donyoh efter et eksemplarisk kontraangreb, hvor Ernest Asante brugte sin speed og hans fine frispilning udnyttede Godsway iskoldt.

Hele 1. halvleg virkede det som om, FCN havde Silkeborgs offensiv helt under kontrol, men desværre var der lagt et minut til 1. halvleg, og her gav FCN et unødvendigt hjørnespark væk, som Silkeborg udnyttede til udligning umiddelbart før pausefløjtet på hovedstød ved Emil Scheel.

FC Nordsjællands eget offensive spil havde heller ikke været prangende i 1. halvleg, men det blev bedre fra 2. halvlegs start. FCN fik lagt et pres på Silkeborg, og i det 57. minut kom en kampafgørende situation.

Højre back Karlo Bartolec rundede en Silkeborg-forsvarer i elegant stil og rykkede ind i straffesparksfeltet, hvor han tydeligt blev hægtet bagfra. Dommer Lars Christoffersen stod godt placeret men valgte løsningen med at give Bartolec et gult kort for film i stedet for det straffespark, som alle TV-billeder tydeligt viste.

Og kort efter kom så endnu mere modgang for FCN, da et frispark udenfor feltet blev afviklet så skidt, at Silkeborg i stedet kunne spille contra mod et FCN-forsvar i ubalance, og Nicklas Helenius hamrede bolden ind til 2-1 på et perfekt indlæg. Det tog FCN lidt tid at komme sig over den træffer og det pludseligt truende nederlag.

Heldigvis genrejste tigrene holdet og viljen til at få noget med sig hjem. Mohammed Fellah blev sendt på banen, og der blev satset mere offensivt. Efter flere nærgående forsøg på udligning, kom den forløsende scoring endelig i det 82. minut efter et mønsterangreb, hvor Godsway Donyoh efter bandespil med Fellah  headede bolden ned for fødderne af Marcus Ingvartsen, og topscoreren svigtede ikke. Marcus Ingvartsen udlignede til 2-2 med sin 7. sæsontræffer på et hårdt fladt skud.

FCN havde mod slutningen endnu et par halve muligheder for at tage det hele med sig hjem, men det var også tæt på at gå galt igen, da Mohammed Fellah i et forsøg på at sparke en bold væk ramte den så skævt, at det var tæt på selvmål. Det uafgjorte resultat var et meget passende billede af kampen, og begge klubber kan nu gå til landskamppause med en lille stime af kampe som ubesejret.

For FCN er det især positivt, at begge scoringer var resultat af rigtigt gode angreb, og at holdet viste stor moral ved at komme igen efter endnu engang at have sat en føring over styr. Nu skal der arbejdes videre på træningsbanen med at forbedre sammenhængen på holdet, så spilkvaliteten kan højnes i længere perioder af gangen.

Hørt på spillergangen:

Marcus Ingvartsen fik scoret sit 7. sæsonmål men var ikke helt tilfreds med kampens gang:

– Resultatet af kampen var vel fair nok. I 2. halvleg sidder vi på kampen, men vi mangler hele tiden lige det sidste. Og så er vi for dårlige på deres omstillinger. Det var dejligt med et mål igen, men det var ikke min bedste kamp.

Træner Kasper Hjulmand vurderede kampen således:

– Vi får ikke rytme nok i spillet, Det blev bedre i de sidste tyve minutter, men ellers var det en lidt for løs kamp. Der er mange ting, vi skal forbedre.

– Jeg synes, der er meget tydelighed i det vi laver, men kvaliteten var ikke god nok i dag. Vi skal arbejde på at få samstemt det hele noget mere, lyder det fra cheftræneren.

Lagde du mærke til…

…at resultatet blev akkurat det samme, som da FCN sidst gæstede Mascot Park i marts 2015. Og at FCN fortsat ikke har tabt til Silkeborg i seks år.

…at straffesparket til FCN mod Esbjerg åbenbart er den enlige svale, der ikke gør nogen sommer. Det kom efter halvandet år uden straffespark til FCN, selv om talrige situationer havde været til det i den lange periode. Og mod Silkeborg lignede det i hele to situationer et straffespark, men kendelserne gik ikke tigrenes vej.

…Godsway Donyoh scorede for anden kamp i træk og denne gang også krydrede indsatsen med en flot assist til Marcus Ingvartsens udligning.

…Wild Tigers havde arrangeret tur til Silkeborg, og at en hel busfuld FCN-fans højlydt støttede tigrene kampen igennem trods styrtregn i store perioder. Flot opbakning af de medrejsende fans.

Se statistik fra kampen HER

Se matchfacts HER