FCN lukkede godt af med taktisk disciplin

Kategorier

17-årige Victor Nelsson spillede igen hele kampen på FC Nordsjællands midtbane og gjorde det godt, her i hovedstødsduel med Lasse Kryger.

Foto: Getty Images

FC Nordsjælland havde kontrol over kampen i Horsens hele vejen igennem men skabte for få målchancer, og så endte kampen passende 0-0

Efter to kampe i træk, hvor forsvaret er krakeleret i 2. halvleg, var det meget opmuntrende at se den taktiske disciplin, der kendetegnede indsatsen fra først til sidst i Horsens. Hjemmeholdet søgte hele tiden at slå til på dødboldsituationer med et fysisk tryk, men konstant afviste FCN-forsvaret uden at afgive målchancer.

FCN viste i kampen i Horsens det defensive fundament, der skal bygges videre på. Nu gælder det så om at koble noget mere offensiv kvalitet på i omstillingsspillet, for FCN skabte heller ikke selv mange målchancer. Det blev en chancefattig affære, og derfor også retfærdigt nok med pointdeling.

Den målløse kamp skyldtes selvfølgelig også gode målmænd. Endda tre af slagsen, for FCN blev kort før pausen tvunget til at skifte keeper. Alex Runarsson havde præsteret mange sikre indgreb i 1. halvleg, men da han forsøgte at nå ud til en bold i det 40. minut ramte han så hårdt sammen med en Horsens-spiller, at han måtte opgive at fortsætte.

Den unge hollandske keeper Andy Groothuizen måtte på banen til Superligadebut for FCN, og han greb virkelig chancen. Hele 2. halvleg afmonterede han mange høje indlæg ved at udnytte sin højde og fysik i feltet, hvor han ofte greb bolden sikkert og satte hurtige modangreb i gang. En flot debut for Groothuizen.

Også Horsens-keeper Dannevang fik vist sin kvalitet, da FCN et lille kvarter før tid tilspillede sig kampens største målchance. Efter hjørnespark og efterfølgende hårdt pres af FCN fik Pascal Gregor smart trukket sig fri til skud, men hans afslutning fra nært hold klarede Dannevang med en refleksparade.

Udover den store chance havde FCN kun et par sporadiske tilbud i 1, halvleg, hvor Ernest Asante først var ved at sprinte fri, da han blev fældet med et professionelt frispark. Og kort efter spillede Adnan Mohammad med en dybdestikning Karlo Bartolec fri til skud, men bolden strøg lige forbi bagstolpen.

FCN kan nu se frem til hjemmekamp søndag aften kl. 20 mod Esbjerg, og her skal publikum i Right to Dream Park helst se samme disciplinerede indsats kombineret med lidt bedre fremadrettet spil. Der er meget at bygge videre på.

Hørt på spillergangen:

Anfører Andreas Maxsø kunne smile efter den målløse kamp:

– Vi var solide på deres mange standardsituationer, og det var vigtigt. Men spillet skal være bedre. Efter de seneste kampe var det vigtigt at få lukket af i forsvaret, men vi kan og skal kunne køre bedre omstillinger.

Lagde du mærke til:

…at Marcus Ingvartsen spillede sin kamp nr. 50 for FCN i en alder af kun 20 år.

…at målmand Andy Groothuizen fik sin Superligadebut, Den hollandske keeper kom på banen fem minutter før pausen i stedet for skadede Alex Runarsson, og inden da havde han kun spillet pokalkampen mod Tårnby.

…at Emiliano Marcondes fik comeback efter lang tids skadesfravær.

Se matchfacts HER

Se statistik fra kampen HER