Mød FCN på Farum Bytorv og hør om Kasseløbet

Kategorier

Andreas Maxsø modtager blomster før kampen mod Silkeborg IF.

Foto: Boesenfoto.dk

I morgen fredag fra kl. 16.00 kan alle på Farum Bytorv møde FCN-profilerne Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen, der vil skrive autografer og fortælle om velgørenhedsløbet til fordel for sygdomsramte børn og unge på Nordsjællands Hospital.

FC Nordsjælland og DHL har i fællesskab arrangeret Kasseløbet onsdag 14. september, hvor alle er inviteret til at løbe på en kun 1 km. lang rute i området omkring Right to Dream Park. Det koster 100 kr. at deltage, og sponsorer lægger desuden penge for hver runde, der løbes. Pengene går ubeskåret til Børn- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital.

Cheftræner Kasper Hjulmand er klar til at løbe med onsdag 14. september, og Superligaspillerne bakker naturligvis også op om det gode formål. Derfor står Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen også klar på Farum Bytorv på Lille Torv fredag kl. 16 for at være med til at sprede budskabet om Kasseløbet.

Samme sted og samme tid vil Furesø Kommune også hylde kommunens to unge atleter, løberen Anna-Emilie Møller og cykelrytteren Frederik Rodenberg Madsen, der begge gjorde det så flot ved OL i Rio. De vil begge blive fortjent fejret, så det bliver ekstra festligt på Farum Bytorv fredag.

Andreas Maxsø var sammen med klubkammeraten Pascal Gregor med på Danmarks OL-landshold i Brasilien og han har netop sammen med Marcus Ingvartsen  været med til at sikre Danmarks U/21 landshold billet til næste sommers EM-slutrunde. Marcus Ingvartsen scorede tre af Danmarks syv mål i de to sejre i sidste weekend.

Både Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen er klar til at skrive autografer, og alle kan få taget en selfie med FCN-profilerne. FC Nordsjælland vil være klar til at svare på alle spørgsmål og tage imod tilmeldinger til Kasseløbet, som også sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har meldt sig til. Velgørenhedsløbet er for både børn og voksne. Læs om løbet HER