Lidt varme til de hjemløses vinter

Kategorier

Projekt Hjemløs har fået bilen proppet med puder og dyner til stor glæde for både projektleder Gitte Johansen og Ole Palmå, direktør for FC Nordsjælland, samt de mange hjemløse, der kan se frem til en lidt lunere vinter.

Hotel FC Nordsjælland har købt nye dyner og puder til samtlige værelser, og de brugte bliver nu til gavn og glæde for Projekt Hjemløs

Der blev presset puder og dyner sammen, så varevognen fra Projekt Hjemløs ikke kunne rumme den mindste fjer mere, da den returnerede fra Right to Dream Park til de hjemløses værested på Glentevej i nordvestkvarteret.

Her skal de brugte dyner og puder gøre gavn og give varme til mange hjemløse i de kolde vintermåneder, der venter forude. På Hotel FC Nordsjælland er der indkøbt nye dyner og puder til alle gæsterne, og ved at skænke alle de brugte til Projekt Hjemløs, kan projektets mange frivillige hjælpe en række mennesker i nød.

Der var derfor også det helt store smil på hos Gitte Johansen, stifter og daglig leder af Projekt Hjemløs, mens bilen blev proppet med varme:

– Der er altid stor efterspørgsel efter især puder men også dyner fra de hjemløse til at give ekstra varme i soveposerne om vinteren. Nu har vi til de næste mange måneder. Det er meget sjældent, at vi får puder i den her stil, og det er første gang, vi får det hele fra et hotel, siger Gitte Johansen, der håber, at andre hoteller vil kopiere Ideen fra Hotel FC Nordsjælland.

– Der er et stort behov, og vi glæder os til at udlevere puderne og dynerne til de hjemløse, hvoraf mange må sove på gaderne, for der er ikke herberge nok. Projekt Hjemløs er et værested, hvor vi er et korps af 20-30 frivillige, som hver weekend åbner dørene fra kl. 16 til 19 og serverer et måltid varm mad gratis. Der kommer hver weekend mellem 100 og 150 hjemløse og får nogle timers omsorg.

– Der bliver flere og flere hjemløse i København og mange af dem er meget unge. Vi prøver at hjælpe dem på alle måder, og nogle kan vi også hjælpe med at finde noget arbejde, for det er svært at leve af at samle flasker. Især vinteren er en hård tid, så puderne og dynerne her vil gøre lykke for mange, der kan polstre soveposerne mod kulden, siger Gitte Johansen.

Direktør for FC Nordsjælland og klubbens hotel i Right to Dream Park, Ole Palmå, hjalp til ved udleveringen af de mange sække og glæder sig over genbruget til det gode formål:

– Det betyder meget for os at kunne være med til at give noget tilbage til vores omgivelser. Og her var en oplagt mulighed for at hjælpe nogle mennesker, der virkelig har brug for det. Nu kommer puderne og dynerne til gavn for mange hjemløse, og vi giver de mange frivillige bag Projekt Hjemløs bedre muligheder for at hjælpe og skabe glæde, siger Ole Palmå.

Gitte Johansen fortæller, at antallet af hjemløse danskere er på omkring 5.000, heraf er ca. 90% enlige mænd, og desuden er der op mod 7.000 udlændinge uden bopæl i landet, langt de fleste i hovedstadsområdet.

En del af disse kan nu lune sig i dynerne og puderne fra Hotel FC Nordsjælland, og hotellets gæster kan glæde sig over at sove i helt nyt fremover.