Hjulmand: Vi får mere konkurrence om pladserne

Kategorier

Den kroatiske U/21 landsholdspiller Karlo Bartolec er endelig tilbage i holdtræningen efter sin skadespause og klar til kamp i Esbjerg.

– Alle vores U/21 landsholdsspillere er retur med god energi, og vi har fået flere af de skadede spillere i træning igen, så vi glæder os til de mange kampe i den kommende tid, siger FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand

Inden landskamppausen var FCN hårdt ramt af skader, men alligevel lykkedes det at vinde 1-0 i Lyngby. Siden er der arbejdet godt med de skadede spillere, så mange af dem nu kan deltage i holdtræningen igen. Og lige inden transfervinduet smækkede i blev den kroatiske U/21 landsholdsspiller Karlo Bartolec hentet til klubben og var fredag med ved træningen for første gang efter kampene i den kroatiske nationaldragt.

– Vi har alle spillerne samlet igen. Vores mange U/21 landsholdsspillere har klaret sig godt og er kommet retur med god energi. Desuden har vi fået Emiliano, Petry og Mini med i træningen igen, og også Tobias og Fellah var i gang i dag. Selv om de ikke er i spil til kamp med det samme, får vi mere kamp om pladserne i den kommende tid.

– Det er meget vigtigt, for med kamp om pladserne træder man op som spiller og bliver bedre. Nu ved vi også hvilken trup, vi har at arbejde med i de næste tre måneder og kan arbejde med de taktiske muligheder ud fra det. Så må vi se på, hvordan de enkelte kampe skal skæres. Inden for de næste tre uger har vi fem kampe, og dem glæder vi os meget til, siger Kasper Hjulmand.

De fem kampe frem til den næste landskamppause starter på mandag i Århus mod AGF og slutter fredag 30. september med udekampen mod Silkeborg.

Sidst FCN mødte AGF var det i Right to Dream Park 21. maj i en hæsblæsende 3-3 kamp:

– Der er nok ikke så meget forandret i AGF’s måde at spille på. De kommer med fysik og power, og det er vigtigt, at vi kan stå imod overfor Duncan. Men vi ved, at vi også kan gøre ondt på dem, hvis vi får spillet til at køre på vores præmisser, siger Kasper Hjulmand.