FCN satte igen en pauseføring over styr

Kategorier

Alex Runarsson var chanceløs ved de tre scoringer og kaster sig her forgæves efter den yderligt placerede afslutning.

Foto: Boesenfoto.dk

FCN leverede en fin 1. halvleg og førte 2-0 ved pausen, men på sølle tyve minutter fra 2. halvlegs start vendte SønderjyskE kampen til en 3-2 føring, som gæsterne fightede hjem

Det var anden kamp i træk, at FCN-spillerne lod modstanderne score tre gange efter pausen. Mod AGF i sidste uge holdt tigrene føringen indtil midt i 2. halvleg, men mod SønderjyskE gik det galt allerede fra 2. halvlegs start, hvor de tyve katastrofale minutter kom med løs opdækning og halvhjertede tacklinger. Den slags koster dyrt, og tigrene havde åbenbart ikke lært af lektien i Århus.

Hele 1. halvleg lignede det tre vildt vigtige point til FCN, der havde godt styr på kampen og også kom hurtigt foran på et meget spektakulært mål af Ernest Asante. Stanislav Lobotka, der hele kampen igennem brillerede med et drive og fantastiske chanceskabende driblinger og afleveringer, sendte i det 10. minut en bold i dybden til Asante, der med sin speed nåede den lige før keeper Lukas Fernandes. Elegant løftede Asante bolden over målmanden og sendte den resolut i mål til 1-0.

Også den kun 17-årige Victor Nelsson og ghanesiske Divine Naah, der begge var i startopstillingen for første gang i en Supelrigakamp, bidrog til en dynamisk og konstruktiv midtbaneformation, der forstod af udnytte pladsen bag det høje pres, SønderjyskE fosøgte sig med.

Kontrollerende forsvarsspil og sikkert opspil i banens midte rev flere gange gæsterne fra hinanden og gav chancer til FCN. Tobias Mikkelsen blev spillet helt blank af Marcus Ingvartsen efter et kvarter, men her reddede målmand Fernandes for gæsterne. Til gengæld så han ikke så godt ud, da Marcus Ingvartsen i det 26. minut stak en bold dybt i venstre side til den fremstormende back Benjamin Lund, der løftede bolden i mål fra spids vinkel til 2-0.

FCN kunne have scoret yderligere i 1. halvleg, hvor der var kontrol med kampen, og SønderjyskE kun havde spæde afslutningsforsøg, som Alex Runarsson i målet let pillede ned. Men straks fra første fløjt i 2. halvleg var billedet et ganske andet. SønderjyskE kom ud med det forventelige pres, og FCN virkede slet ikke forberedt.

FCN var nærmest ikke eksisterende på banen i 2. halvlegs første kvarter, og selv ikke et par varselsskud fra gæsterne kunne vække de slumrende tigre, der slet ikke kom i nærheden af modstanderne med hverken vilje i tacklinger eller løbestyrke. Og så takkede SønderjyskE for invitationen til at komme ind i kampen med en hurtig reducering. Skovgaard kiksede en clearing, og via Maxsøs skinneben havnede bolden hos Michael Uhre, der let scorede til 1-2.

FCN vågnede en anelse til dåd i de næste minutter, hvor en indøvet frisparkskombination gav Divine Naah en helt åben målchance, men han forivrede sig og skød over mål. Og så tog SønderjyskE igen teten og fik alt for let lov at slå indlæg. På et af disse headede Janus Drachmann i nettet til 2-2 i det 55. minut.

SønderjyskE kom til Right to Dream Park uden sejre i bagagen, men kunne pludselig se muligheden og slog til, da to dårlige clearinger i træk gav SønderjyskE endnu et indlæg, som Kees Luijkx let kunne heade i kassen til 3-2 fra nært hold i det 64. minut. Herefter havde gæsterne kampen, hvor de gerne ville og kvalte alt tempo i spillet.

FCN forsøgte i slutfasen at ændre slagets skæve gang, og Stanislav Lobotka satte mange gode angreb i gang. Men afslutningerne var ikke skarpe nok. Både indskiftede Mohammed Fellah og Karlo Bartolec fik serveret oplagte tilbud, men SønderjyskE slap med skrækken og kunne tage alle tre point med hjem.

FC Nordsjælland fik endnu en dyrtkøbt lektie, som tigrene forhåbentlig tager til sig, så de allerede på onsdag er klar til nye udfordringer i Horsens. Og næste hjemmekamp er allerede på søndag mod Esbjerg kl. 20.00. Det gælder om at hele holdet rejser sig sammen nu og spiller igennem i alle 90 minutter.

Hørt på spillergangen:

Alle var som forstenede i FC Nordsjællands omklædningsrum og havde svært ved at sætte ord på følelserne. For anden gang i træk måtte keeper Alex Runarsson se sig passeret tre gange efter pausen uden at han kunne gøre noget ved det:

– Jeg har simpelthen ingen forklaring på, hvordan det kunne ske igen. To gange i træk, det er helt ubegribeligt, og jeg kan ikke finde ord for den følelse, jeg har lige nu. Det er en blanding af skuffelse og vrede.

– Da vi går ud til 2. halvleg føler jeg egentlig, at vi har haft kontrol over kampen, men så er det som om, vi stopper helt med at spille fodbold i et kvarter. Det er en ganske forfærdelig følelse, vi står med lige nu, og ingen ord kan rigtigt beskrive det, siger Alex Runarsson.

Lagde du mærke til…

…Divine Naah fik sin debut i Superligaen. Inden dagens kamp havde han kun spillet pokalkampen mod Tårnby, men Divine var denne gang med fra start og gjorde det fint til han blev skiftet ud i det 71. minut.

…Victor Nelsson på kun 17 år, der blev sendt på banen i de sidste minutter i Århus mod AGF, fik sin første kamp i startopstillingen mod SønderjyskE og spillede så imponerende, at han blev valgt til Man of the Match. Victor Nelsson havde den fysik og vilje, der kunne matche gæsterne i hele kampen.

…SønderjyskE er ved at blive FC Nordsjællands onde ånd. FCN tabte alle tre kampe til sønderjyderne i sidste sæson, og det mønster fortsætter åbenbart i denne sæson.

Se matchfacts fra kampen HER

Se kampstatistik HER