FCN har 12 superligaspillere på landshold

Kategorier

Halvdelen af FC Nordsjællands Superligatrup skal spille på diverse landshold i de første uger i oktober.

Foto: Boesenfoto. dk

Danmarks U/21, U/20 og U/19 landshold rummer ni FCN-spillere, og så er der tre på andre landes U/21 landshold

12 spillere, der alle har haft spilletid på FC Nordsjællands Superligahold i denne sæson, repræsenterer i den kommende tid klubben på seks forskellige landshold. Det bliver således en nærmest halveret trup, der er tilbage til træningen i FC Nordsjælland i den kommende landskamppause fra mandag 3. oktober til tirsdag 11. oktober.

Danmarks U/21 landshold er sikret billet til EM-slutrunden men går efter også at vinde de sidste to kvalifikationskampe ude mod Bulgarien fredag 7. okt. og hjemme mod Luxembourg tirsdag 11. okt.
Her er der genvalg til Andreas Maxsø, Pascal Gregor og Marcus Ingvartsen, der også alle var med til at sikre EM-deltagelsen.

På Danmarks U/20 landshold er FCN repræsenteret af Andreas Skovgaard, Mathias Jensen og Benjamin Lund. De spiller venskabskampe, ude mod  Finland torsdag 6. okt. og ude mod Sverige mandag 10. okt.

Målmand Peter Jensen, Victor Nelsson og Jakob Johansson er udtaget til Danmarks U/19 landshold, der også spiller to venskabskampe, begge på udebane mod Schweiz henholdsvis 4. og 6. oktober.

Målmand Alex Runarsson er med på Islands U/21 landshold, der spiller EM-kvalifikation hjemme mod Skotland onsdag 5. okt. og hjemme mod Ukraine tirsdag 11. okt.

Stanislav Lobotka er med på Slovakiets U/21 landshold, der spiller hjemme mod Hviderusland 7. okt. og ude mod Tyrkiet 11. okt.

Karlo Bartolec er med på Kroatiens U/21 landshold til udekampen mod Sverige mandag 10. oktober.

Udover disse 12 spillere, der alle har været på Superligaholdet for FCN i denne sæson, har klubben også tre spillere på de endnu yngre danske landshold.  Det er Joachim Rothmann på U/17 landsholdet, samt Oliver Tølbøll og Oliver Villadsen på U/16 landsholdet.

Altså i alt 15 FCN-spillere i landsholdstjeneste i de første uger af oktober.