Både U/19 og U/17 fik point mod AGF

Kategorier

Martin Frese scorede to af FC Nordsjællands mål i 4-1 sejren over Brøndby

Begge Ligamandskaber kom bagud 0-1 i lørdagens hjemmekampe men viste høj moral. U/19 vendte kampen og vandt 3-1, mens U/17 spillede uafgjort 1-1.

U/19 Liga: FCN-AGF 3-1 (1-1)
Mål: 24. minut 0-1. 43. minut 1-1 Martin Frese. 58. minut 2-1 Martin Frese. 82. minut 3-1 Victor Lorentzen.

FCN havde overvægt i spillet i 1. halvleg, men det var AGF, der kom foran midt i halvlegen, da århusianerne udnyttede en hurtig omstilling efter et hjørnespark til FCN. Heldigvis slog det ikke tigrene ud af kurs, og den fortjente udligning kom lige før pausen på et direkte frispark ved Martin Frese.

Det var også Martin Frese, der var hurtigst over riposten efter et skud fra Andreas Olsen et lille kvarter inde i 2. halvleg. Frese satte sin anden træffer ind og bragte FCN i front med 2-1. Den stilling holdt sig til ti minutter før tid, hvor FCN fik kampen endeligt afgjort med en scoring til 3-1 ved Victor Lorentzen assisteret af Nicklas Strunck Jakobsen.

– Jeg er meget tilfreds med holdets præstation. Drengene viste stor energi og spillede med tålmodige angrebsopbygninger. Efter den skuffende indsats sidst i Vejle blev der også gjort en dyd ud af de defensive reaktioner. Og stor kredit til alle for at komme godt igen og holdt fokus, selv om AGF scorede først, lyder det fra U/19 cheftræner Morten Karlsen.

Næste kamp i Ligaen er ude mod Brøndby lørdag 15. oktober, og der venter også i oktober en pokalkamp mod Holbæk.

U/17 Liga: FCN-AGF 1-1 (0-1)
Mål: 37. minut 0-1. 61. minut 1-1 Joachim Rothmann.

AGF var det bedste hold i 1. halvleg, hvor FCN havde svært ved at få spillet til at fungere. Målmand Rasmus From havde mange gode redninger, men han kunne ikke hindre, at AGF fortjent kom foran 1-0 kort før pausen på en nedfaldsbold i feltet.

2. halvleg blev meget bedre set med FCN-øjne. Efter en time lykkedes det tigrene at udligne til 1-1 ved Joachim Rothmann, og selv om FCN pressede på for at score et sejrsmål, endte det uafgjort.

– Vi baggrund af 2. halvleg burde vi have vundet kampen. Men vi er ikke der, hvor vi gerne vil være endnu, så vi arbejder hårdt ved træningen på at forbedre os på en række punkter, siger U/17 cheftræner Kasper Kurland.

U/17 spiller pokalkamp i Helsingør onsdag aften kl. 17.30, og næste opgave i Ligaen er ude mod Brøndby tirsdag 18. oktober.

Det var også en god weekend for de lidt yngre hold. Således leverede FCN/Farum BK U/13 en helt fantastisk kamp hjemme mod Brøndby og vandt med hele 6-0.