Værd at vide før dagens hjemmekamp

Kategorier

Kampen bliver et gensyn med Ólafur Kristjánsson, der nu er træner i Randers..

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp  i dag kl. 18.00 mod Randers i Right to Dream Park. Kampen vises direkte på TV3 Sport1

Vidste du at…

.…FCN har mødt Randers 30 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 10 gange, 12 kampe er endt uafgjort og 8 gange har kronjyderne sejret. På hjemmebane har FCN 7 sejre, 8 kampe er endt uafgjort, og Randers har kun vundet 1 gang.

…Randers har haft overtaget mod FCN i de seneste to sæsoner, hvor kronjyderne har fire sejre, mens to kampe er endt uafgjort. Seneste FCN-sejr over Randers er fra 2. maj 2014 med 1-0 på udebane.

…den seneste kamp mod Randers i Right to Dream Park var 1. maj og endte 2-2 på mål af Mathias Jensen og Christian ”TK” Køhler. For Mathias var det første kamp i startopstillingen, og for ”TK” var det debut. Siden har ”TK” været fast mand på holdet.

…både Andreas Maxsø og Pascal Gregor spillede fuld tid i alle Danmarks fire kampe ved OL. Danmark gik videre fra gruppen sammen med værterne fra Brasilien, men i kvartfinalen måtte danskerne se sig slået ud af Nigeria med 2-0. OL deltagelsen har kostet Andreas Maxsø og Pascal Gregor deltagelsen i FC Nordsjællands to seneste kampe, men mod Randers kan de være med igen.

…kampens dommer, den kun 28-årige Sandi Putros, er ny i Superligaen, hvor han kun har dømt én kamp tidligere. Sandi Putros debuterede med 1-1 kampen mellem Horsens og SønderjyskE i 2. spillerunde.

…kampen bliver et gensyn med Ólafur Kristjánsson i Right to Dream Park. Islændingen var træner for FCN i halvanden sæson fra sommeren 2014 til december 2015, og inden denne sæson blev Ólafur Kristjánsson ny træner i Randers FC.