U-holdene pudser formen af

Kategorier

FCN U/19

U/19 spiller træningskamp i Sverige i morgen, og torsdag får U/17 besøg af Rosenborg. U/15, U/14 og U/13 holdene deltager alle i Brøndby Cup i denne uge

Der er snart sæsonstart for diverse ungdomshold i FCN/Farum Boldklub, og formen pudses af med en række træningskampe. FCN U/19 og U/17 har begge sæsonstart i Ligaerne på hjemmebane lørdag 13. august mod Esbjerg. U/19 holdene mødes kl. 13.00 og kl. 15.15 går U/17 i gang i Right to Dream Park om halvanden uge. Både U/19 og U/17 har sølvmedaljer at forsvare fra sidste sæson.

FCN U/19 vandt i fredags en træningskamp mod FCK med 2-0, og i morgen tager holdet til Sverige for at spille en træningskamp mod  Angelholm. Torsdag kl. 14.30 spiller FCN U/17 træningskamp i Right to Dream Park mod Rosenborgs U/17 mandskab.

FCN/Farum BK forbereder sig med U/15, U/14 og U/13 til turneringsstart med deltagelse i Brøndby Cup i denne uge, og det går strygende. U/15 har vundet sin elitegruppe med tre sejre over B 93, FC Roskilde og BSF med en samlet målscore på 19-0. Holdet er nu klar til finalespillet for gruppevinderne.

Det samme er U/14, som var endnu mere suveræn i sin gruppe med tre sejre over Helsingør, FC Roskilde og Djurgården med en samlet målscore på 25-1. I U/13 spiller FCN/Farum BK i en gruppe med 6 klubber, og her er det blevet til to sejre over Helsingør og Fredericia og et knebent nederlag på 1-2 til Brøndby. Nu venter kampe mod AB og FC Roskilde.