U-holdene er tilbage på vindersporet

Kategorier

U/19, træner Morten Karlsen og U/17 træner Kasper Kurland var begge tilfredse med indsatsen, selv om facit af træningskampene var vidt forskelligt.

Både U/19 og U/17 var lørdag i Randers og vandt Ligakampene med henholdsvis 2-1 og 4-0

FCN U/19: Randers Freja-FCN 1-2 (0-2)
Mål: 2. minut 0-1 Jakob Johansson, assist Martin Frese. 24. minut 0-2 Abdul Mumin, assist Martin Frese. 65. minut 1-2.

FC Nordsjællands U/19 drenge fik en skidt sæsonstart med hjemmenederlag mod Esbjerg, men de kom straks tilbage på vindersporet fra sidste sæson, da de lørdag gæstede Randers Freja.

FCN vandt kampen 2-1 på to scoringer efter hjørnespark. Det første mål kom allrede i kampens 2. minut, da Jakob Johansson ekspederede bolden i nettet på indlægget fra Martin Frese. Og midt i 1. halvleg var det Abdul Mumin, der nettede på hjørnesparket fra Martin Frese. Midt i 2. halvleg fik Randers reduceret, men FCN holdt fast i føringen.

– Det var dejligt og vigtigt, at vi fik de tre point og kom på tavlen. Generelt var det en fin præstation, selv om den ikke var prangende. Vi viser farlighed og scorer på to dødbolde, men vi skaber ikke vanvittigt mange målchancer i løbet af kampen. Spillet skal blive bedre, siger Morten Karlsen, træner for U/19.

U/19 har fri i den kommende weekend og næste opgave er pokalkampen mod Skævinge tirsdag den 30. august kl. 18.00 på Baunehøj stadion. Søndag 4. september kl. 11.30 spiller holdet en træningskamp mod Færøernes U/19 landshold på bane 3.

FCN U/17: Randers Freja-FCN 0-4 (0-2)
Mål: 20. minut 0-1 Joachim Rothmann. 39. minut 0-2 Anton Pedersen. 70. minut 0-3 Mathias Jørgensen. 79. minut 0-4 Anton Pedersen.

Også U/17 revancherede sig for en skidt sæsonpremiere og gjorde det endda på overbevisende facon i Randers med en sejr på 4-0. Randers kom ellers ud til kampen med meget aggressivt spil og pressede FCN tilbage på banen, men tigrene viste overblik og spillede sig fint ud af presset.

Landsholdsspiller Joachim Rothmann viste vejen med scoringen til 1-0 midt i 1. halvleg, og kort før pausen blev det til 2-0 ved Anton Pedersen efter hjørnespark. Det var også Anton Pedersen, der lukkede til 4-0, igen efter hjørne, og forinden havde Mathias Jørgensen sikret sejren med scoringen til 3-0.

– Vores spil, og holdets udtryk var meget bedre end i den første kamp. Vi holdt positionerne og skabte mange målchancer, men der er stadig meget at arbejde med, lyder det fra U/17 træner Kasper Kurland.

FCN har i denne tid besøg af U/17 truppen fra Right to Dream i Ghana, og mens FCN spillede Ligakamp i Randers, spillede Right to Dream en træningskamp mod Roskildes U/19 og vandt 4-0.