Skadesstatus på Marcondes

Kategorier

Foto: Boesenfoto.dk

Emiliano Marcondes har beskadiget ledbåndet på indersiden af venstre knæ, og skal derfor bruge de næste 4 uger i styrkelokalet inden han forventes tilbage i træning med resten af truppen.

I en træningskamp d. 7. juli 2016 mod belgiske Lokeren på træningslejren i Delden rev Emiliano Marcondes ledbåndet på indersiden af venstre knæ delvist over, hvilket en kontrolscanning hos CFR Hospitaler har bekræftet. Således kan den unge offensiv-spiller se frem til en spillemæssig pause på ca. 4 uger.

– Vi forventer, at Emiliano er tilbage og kan træne med holdet i løbet af 4 uger. Når der er tale om knæskader, er vi altid lidt mere konservative i genoptræningsforløbet, fordi sådanne skader kan forværres, hvis man kommer for tidligt i gang med fuld træning og ikke passer på sig selv, fortæller chef fysioterapeut, Jacob Penalver.

Marcondes selv er selvfølgelig ærgerlig over, at han ikke kan træne med de andre på træningsbanen på nuværende tidspunkt, men i stedet vil han bruge tiden på at lægge på i styrkelokalet.

– Det er aldrig sjovt at være ude med skader, og det har været et rigtig hårdt slag for mig denne gang. Især fordi jeg havde håbet på, at jeg kunne med til OL. Men det synes jeg, at jeg har lagt bag mig nu, og så vil jeg bare arbejde stenhårdt for at komme tilbage. Samtidig er den her skadespause, og den ekstra tid i styrkelokalet, også en er god mulighed for at styrke andre områder af min krop, som jeg ikke har ligeså meget fokus på i den normale træning.

Emiliano Marcondes står noteret for 68 Superliga-kampe og 8 scoringer for FC Nordsjælland.