Høj moral og mental styrke blev belønnet

Kategorier

Godsway Donyoh har lige udlignet til 1-1 og jubler sammen med oplægger Ernest Asante, Ramón Rodrígues og Marcus Ingvartsen.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland blev igen mod Randers ramt af en masse modgang. Det gik ikke tigrenes vej i 1. halvleg, men de fortsatte med at fighte for det, og så fandt de Godsway, der nettede for første gang for FCN med udligningen til 1-1 på oplæg fra debutanten Asante.

Efter fire nederlag i træk blev stimen endelig brudt, og selv om det desværre ikke blev til sejr, var det meget vigtigt for FCN igen at få hentet point og få vist, at modgangen ikke har kunnet knække holdet. Tårnhøj moral og mental styrke banede vej for det uafgjorte resultat, og det er ekstra imponerende, at holdet kan fastholde den kvalitet efter en resultatmæssig krise.

FC Nordsjælland satte sig fra kampens start på spillet, fastholdt bolden hele tiden og pressede Randers totalt i defensiven. Det gav ikke åbne scoringsmuligheder, men gode skudforsøg udefra af Mathias Rasmussen og Godsway Donyoh. Og så blev det alligevel pludselig 1-0 til gæsterne ud af ingenting. Efter en dødboldsituation fik Mikkel Kallesøe scoret med et skud, der passerede mellem venner og fjender og gik i kassen helt ude ved stolpen.

Et Lucky punch, der ville kunne knuse mange hold med fire nederlag i bagagen, men FCN fortsatte sit spil og sit pres. Det gav flere halve chancer, men alligevel den største til Randers kort før pausen, da Kasper Fisker pludselig blev fri efter en hurtig kontra. Men heldigvis var Alex Runarsson vaks ved havelågen og fik reddet både første forsøg og skuddet på riposten fra Mikkel  Kallesøe.

Efter seks minutters spil i 2. halvleg fik FCN en stor chance for udligning, da Benjamin Lund sendte et indlæg lige i hovedet på Marcus Ingvartsen, men desværre reddede keeperen hovedstøddet. I det 62. minut foretog træner Kasper Hjulmand en dobbelt indskiftning og sendte nyindkøbte Ernest Asante på banen sammen med Andreas Skovgaard, og kun to minutter senere kom afregningen.

Lynhurtige Ernest Asante bliver spillet dybt på højre fløj af Skovgaard, og Asante rykkede elegant fri til baglinjen og serverede med stort overblik for Godsway Donyoh, der hamrede bolden i kassen til 1-1. En fantastisk forløsning for det hårdt fightende FCN-hold og mere end fortjent efter spil og chancer.

Kun tre minutter efter kunne det imidlertid være gået rivegalt, da FCN igen blev ramt af en horribel dommerkendelse. På et indlæg fra Randers i et tætpakket felt sprang bolden tilfældigt op på Benjamin Lunds hånd. Dommer Sandi Putros lod i første omgang helt rigtigt spillet fortsætte, men på linjevogterens anmodning dømte han alligevel straffe til Randers, mens en fuldstændig identisk situation med en Randers-forsvarer i 1. halvleg ikke gav straffe til FCN.

Retfærdigheden skete dog fyldest, da Viktor Lundberg hanrede bolden på stolpen fra 11 meter pletten. Lundberg fik lidt efter en stor hovedstødschance for at gøre sin skade god igen, men her reddede Alex Runarsson let. Mod slutningen var FCN tættest på sejren, da Randers var lige ved at lave selvmål efter hårdt FCN-pres.

Facit blev 1-1, og FCN fik dermed brudt nederlagsstismen. Nu er holdet igen på rette vej, og næste gang gælder det udekamp og lokalopgør mod Lyngby på fredag, og næste skridt skal være en sejr.

Lagde du mærke til…

…at FCN endnu engang fik dømt et straffe imod sig, mens to situationer med mulige straffespark til FCN ikke gav tigrene samme mulighed. Det er nu snart to år siden, FCN sidst har fået et straffespark, mens der er dømt et hav af mere eller mindre tvivlsomme straffespark mod FCN.

…at det er første scoring af Godsway Donyoh i sin kamp nr. 7 for FCN. Godsway var gennem hele kampen særdeles målsøgende og fik vist flere prøver på sin skudstyrke, samtidig med at han lavede et stort løbearbejde.

…at det var debut for nyindkøbte Ernest Asante, der dermed blev den 14. debutant i år. Og ghaneseren leverede sin første målassist allerede to minutter efter sin indtræden i Superligaen.

Hørt på spillergangen:

Benjamin Lund spillede sin første kamp foran hjemmepublikum og var glad for, at straffesparket ikke kom til at koste:

– Det er aldrig sjovt at få dømt et straffe imod sig, så jeg knyttede også lige næven, da han sparkede på stolpen. Jeg synes, det var hårdt dømt, for bolden tager et dumt opspring og rammer min arm. Sådan en situation var der også i 1. halvleg i den anden ende, uden at der blev dømt straffe til os.

– Jeg er glad for, at vi fik uafgjort men står alligevel med en blandet følelse, for jeg synes, vi skaber chancer nok til at kunne vinde kampen. Men det var sjovt at prøve at spille foran eget publikum. Det giver lige lidt ekstra, siger 19-årige Benjamin Lund, der spillede sin kun anden hele kamp som venstre back.

Målmand Alex Runarsson ærgrede sig over Randers-scoringen:

– Jeg havde svært ved at se bolden med så mange spillere foran mig, og jeg forventede ikke, at der kunne komme et skud igennem i den side, så jeg kom slet ikke afsted efter den.

– Men det var vigtigt, at vi fik vist god mentalitet og karakter. Hele holdet viste stort hjerte, og at vi er bedre end positionen i ligaen viser. Vi havde kontrol over Randers, og i åbent spil skabte de jo kun én eneste målchance, lyder det fra målmand Alex Runarsson.

Se statistik fra kampen HER

Se matchfacts HER