Adnan: Målene skal nok komme

Kategorier

Adnan Mohammed har fået fuld spilletid i FC Nordsjællands seneste to kampe.

Foto: Boesenfoto.dk

Adnan  Mohammad har speed og nyder at udfordre med skarpe driblinger. Efter to kampe med fuld spilletid er selvtilliden også styrket hos den 20-årige angriber. 

– Resultaterne har ikke været optimale, men vi forbedrer os hele tiden, og målene kommer snart. Det er jeg sikker på, lyder det optimistisk fra Adnan Mohammad, der lige har afsluttet dagens træning med en ekstra omgang skudtræning.

– Jeg er en type, der gerne vil have bolden og udfordre med fart og driblinger. Der skal ske noget, og jeg nyder at køre direkte én mod én overfor backen. Jeg har også været tæt på at komme helt fri, men jeg mangler at lægge det sidste på med mål eller assist, siger den spinkle 20-årige angriber med det lynhurtige antrit, der kan sætte et forsvar i ubalance.

Han blev rykket op i Superligatruppen sidste sommer og fik Superligadebut med et enkelt indhop på kun 6 minutter sidste efterår men ikke en eneste kamp hele foråret. Siden er han virkelig blomstret op og sprudler nu af selvtillid med spilletid i fire af sæsonens fem første kampe og fuld kamptid som venstre fløjangriber i de seneste to.

– Jeg har haft svært ved at tage springet fra U/19 til Superligaen, men Hjulmand og klubben har hjulpet mig meget. Jeg skal stadig arbejde hårdt med presspil og min defensiv, for det gælder først og fremmest om at arbejde for holdet og holde alle aftaler.

– Så må det fremadrettede spil komme derfra, og jeg vil arbejde hårdt for fortsat at få spilletid. Jeg skal også lige lære sammenspillet med Marcus lidt bedre at kende. Vi har ikke spillet ret meget sammen tidligere. Når vi lærer hinandens løbemønstre, skal det nok blive mere målfarligt.

– Jeg skal selv komme til flere afslutninger og lære at slippe bolden på det rigtige tidspunkt i mine dribleture. Jeg er ikke nervøs længere, men nyder at spille. Det gælder om at give den gas og have selvtillid. Men nu skal vi også have point ud af kampene, siger Adnan Mohammad.