Værd at vide før dagens hjemmekamp mod FCM

Kategorier

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp i dag kl. 18.00 mod FC Midtjylland i Right to Dream Park. Kampen vises direkte på TV3 sport 1.

Vidste du at…

…FCN og FC Midtjylland har mødtes 42 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 12 gange, mens 12 kampe er endt uafgjort, og FCM har 18 sejre. På hjemmebane er statistikken dog klart i favør af FC Nordsjælland, der har vundet 9 gange, 4 kampe er endt uafgjort, mens FCM har kun har 5 sejre.

…FCN har vundet de seneste fem Superligakampe over FCM i Right to Dream Park og ikke tabt en kamp på hjemmebane til ulvene siden 3. maj 2009. De seneste syv sæsoner har hjemmekampene givet FCN 6 sejre og 2 uafgjorte kampe. Dertil kommer alle de velkendte pokaltriumfer mod FCM.

…FCN var den eneste klub, der slog FCM to gange i forrige sæson, da ulvene blev mestre. Og i sidste sæson vandt FCN også to af de tre kampe mod bronzevinderne fra FCM.

…FCM allerede har været i gang i kvalifikationen til Europa League, hvor midtjyderne har klaret sig fint med to sejre over FK Suduva fra Litauen og 3-0 over FC Vaduz fra Liechtenstein i den første kamp og uafgjort i den anden, så FCM er klar til 3. runde.

…dagens dommer, 35-årige Anders Poulsen, er i gang med sin 6. sæson som Alka Superliga dommer. Han dømte tre af FC Nordsjællands kampe i sidste sæson.

…FCN lå nr. 1 i Alka Superligaen efter første spillerunde, og det er første gang siden mesterskabet i maj 2012. FCN indledte dengang sæsonen efter med en 4-0 sejr ude over Horsens, men det rakte ikke til topplacering efter første runde, da SønderjyskE vandt 6-1 i sin premierekamp. FCN fik sølv i 2012/13 sæsonen.

…4-0 sejren over Viborg var en ny rekord i hele Superligaens 25-årige historie. FC Nordsjællands sejr er nemlig den største nogensinde i ligaens åbningskamp.