Ingvartsen: Vi fandt masser af rum at spille i

Kategorier

Marcus Ingvartsen og holdkammeraterne fejrer den flotte scoring til 2-0.

Foto: Lars Rønbøg /Getty Images

– Der blev spillet med stor ro og boldsikkerhed hele vejen op af banen, og det skabte chancerne, lyder det fra FC Nordsjællands målscorer til 2-0 Marcus Ingvartsen

Marcus Ingvartsen fik en stor del af sidste sæson ødelagt af en langvarig skade, men han kom stærkt tilbage i slutningen af foråret, og mod Viborg viste han med en scoring og en assist, at målnæsen er intakt og formen i top til den nye sæson. Han er dog lidt overrasket over, at det gik så godt i premieren mod Viborg:

– Vi havde håbet på sådan en premiere, for vi har også spillet godt undervejs i flere af træningskampene, men holdets præstation i dag er nok lidt over forventning. Vi får fundet vores spil med det samme, og vi får dem åbnet op med præcise pasninger.

– Vi fandt hele tiden rum at spille i, og det skabte masser af plads, at der hele tiden blev spillet op af banen med stor boldsikkerhed. Alle ville gerne have bolden, og det gav ro i spillet, så vi hele tiden kunne finde fremadrettede løsninger med boldfaste spillere, siger Marcus Ingvartsen, der glæder sig over, at en svær detalje lykkedes ved scoringen til 2-0.

– Det var flot spillet op og på tværs af Tobi, men det var lige ved at blive for svært, da vinklen blev meget spids, efter at jeg havde vippet bolden over målmanden. Heldigvis kunne jeg lige akkurat nå den inden baglinjen og så var det bare at strække sig helt for at dreje den ind. Vi vidste godt, at 2-0 målet var et stort skidt på vejen, men vi har før dummet os med den føring, og derfor holdt vi stadig meget fokus på, at vi skulle have flere mål.

– Jeg synes, vi spillede meget modent og gav ikke dumme chancer væk, selv om vi jagtede flere scoringer. Det er vigtigt at vise, at vi er et ungt hold med stor sult efter at vinde. 1 kamp gør ingen sæson, og når vi nu har nydt sejren i aften og i morgen, så skal vi holde fokus på næste kamp og arbejde hårdt og intenst på træningsbanen igen. Det gælder om at holde fast og følge op i de næste kampe, siger Marcus Ingvartsen.

Du kan købe billet til FC Nordsjællands næste kamp hjemme mod FC Midtjylland søndag 24. juli kl. 18.00 ved at klikke HER