Jan Laursen: Med stolthed vi sender Emre af sted

Kategorier

Emre Mor rejser torsdag afsted på træningslejr med det tyrkiske landshold.

Foto: Getty Images

FC Nordsjælland og Borussia Dortmund er blevet enige om en aftale der sender Emre Mor til Bundesligaen til den kommende sæson.

Sportschef for akademiet, Jan Laursen er stolt over arbejdet med Emre Mor.

– På akademiets vegne, så er vi utrolige glade og stolte på Emre og hans families vegne. Emre har ikke fået noget foræret, men har måtte kæmpe hårdt for sin succes, og her har hans store tro på egne evner været en vigtig drivkraft i de udfordrende stunder, som han til tider også er stødt på.

– Som klub og akademi skal vi naturligvis også være utrolig stolte, da vi sammen med Emre har lykkedes med, at forløse hans kæmpe talent. Matchet har været perfekt i forhold til spillestilen, men det har også været afgørende, at han er kommet til en klub, hvor man ikke fokuserer på alder, men på spillernes kvaliteter. Af samme årsag har trænerteamet ikke tøvet med at give Emre og mange andre akademispillere chancen i Superligaen, hvor vi har spillet med et af de absolut yngste hold i hele Europa i denne sæson.

– Vi håber, at Emres gennembrud og transfer til en europæisk topklub vil give yderligere inspiration og motivation til vores egne akademispillere i både FCN og Right to Dream samt være trækplaster for de mest ambitiøse unge spillere i Norden, fortæller Jan Laursen.

Emre Mor skiftede til FC Nordsjælland på en fri transfer tilbage i januar 2015, og her spillede og trænede han med U/19-holdet indtil november 2015, hvor han fik sin debut i Alka Superligaen. Herefter blev han sammen med Andreas Skovgaard rykket op i Superliga truppen selvom de begge fortsat var U/19 spillere på papiret.