FCN pudser formen af mod Shakhtar Donetsk

Kategorier

Der var kog på kedlerne, da Patrick Mtiliga og resten af FCN-mandskabet sidst mødte Shakhtar Donetsk i Champions League:.gruppespillet for fire år siden.

Begge kampe under træningslejren i Holland fra 3. til 10. juli er nu på plads. Det bliver testkampe på internationalt niveau mod FC Twente og Shakhtar Donetsk

Mandag 20. juni møder FC Nordsjællands spillere ind igen til første træningsdag i Right to Dream Park, og her venter der er koncentreret træningsprogram som optakt til den nye sæson, som FCN selv er med til at sparke i gang knap en måned senere, nemlig med udekampen mod Viborg fredag 15. juli kl. 18.00.

Den fysiske træner, Mathias Zangenberg, står klar til at tjekke formen efter ferien med sin BIP-test, og så starter trænerteamet opbygningen frem mod kampene om vigtige point i Alka Superligaen. Den første træningskamp er tirsdag 28. juni mod Roskildes 1. divisionshold, og fredag 1. juli venter en testkamp mod AaB.

Herefter er der afgang til træningslejren i Holland fra 3. til 10. juli, og så skrues der for alvor op for modstanden. Onsdag 6. juli står FC Twente klar som modstander for FCN, og den sidste træningskamp er også netop kommet på plads. Den bliver mod det stærke ukrainske mandskab Shakhtar Donetsk lørdag 9. juli.

FC Nordsjælland har tidligere mødt Shakhtar Donetsk i nogle rigtig gode træningskampe, men siden de to klubber mødtes i efteråret 2012 i gruppespillet i Champions League, har der ikke været nærkontakt. Sindene kom dengang i kog, da Adriano valgte at score i tomt mål i stedet for at give FCN bolden, som man gør efter spilstop, hvor dommeren lader bolden falde.

Men det er fortid nu og  hverken “måltyven” eller træneren fra dengang er længere i Shakhtar Donetsk. FC Nordsjælland kan se frem til at pudse formen af mod en klassemodstander og dermed forhåbentlig stå rigtig skarpt til sæsonpremieren kun seks dage senere i Viborg.

Overblikket:
Tirsdag 28.juni, kl.14.00 FC Nordsjælland-FC Roskilde i Right To Dream Park
Fredag 1.juli, kl.13.00 FC Nordsjælland-AaB i Right to Dream Park
Onsdag 6.juli, FC Twente-FC Nordsjælland i Holland
Lørdag 9.juli, kl.16.00 Shakhtar Donetsk-FC Nordsjælland i Holland.