FCN forbereder sig igen i Holland

Kategorier

Fysisk træner Mathias Zangenberg står altid klar til at modtage spillerne efter ferie med sin "populære" yo-yo test.

FC Nordsjællands spillede starter efter ferien mandag 20. juni og har fire træningskampe på programmet frem til sæsonstart midt i juli

Den første kamp i den nye sæson med ny struktur og 14 klubber i Alka Superligaen er programsat til fredag 15. juli, men kampprogrammet kender vi endnu ikke. Det kommer i næste uge, hvorefter TV-selskaberne skal have kampene fordelt, så den endelige startdato for FC Nordsjælland bliver fra 15. til 18 juli.

Hobro måtte sige farvel til Superligaen efter denne sæson og op kommer i stedet Lyngby, Horsens og Silkeborg. Alle 14 klubber spiller i den nye struktur ude og hjemme mod hinanden, altså 26 spillerunder, før holdene splittes op i et medaljeslutspil for de seks bedste og to grupper af fire hold, der spiller om chancen for en europæisk billet og at undgå nedrykning.

FC Nordsjællands spillere gik mandag på sommerferie og mødes først igen mandag 20. juni, hvor alle kan se frem til den vante yo-yo test af formen. Derfra starter opbygningen, så holdet kan stå knivskarpt til første kamp, og ligesom sidste år henlægges en del af forberedelserne til Holland, hvor FCN er på træningslejr fra søndag 3. juli til og med søndag 10. juli.

Inden afgangen til Holland er der planlagt to træningskampe, hjemme mod Roskilde tirsdag 28. juni kl. 14.00 og en kamp mod AaB fredag den 1. juli. Her er spilletidspunkt endnu ikke fastsat.

Under træningslejren i Holland spilles der en træningskamp mod Twente onsdag 6. juli, og mod Shakhtar Donetsk lørdag 9. juli. Efter hjemkomsten skal den sidste uge bruges på forberedelser til sæsonpremieren, og snart ved vi, om det bliver en ude- eller hjemmekamp.

Mohammed Fellah fra Esbjerg er ny spiller i FC Nordsjællands trup ved træningsstarten 20. juni. De spillere, der i øjeblikket repræsenterer FCN på diverse landshold, støder til truppen nogle dage senere.

Det er Stanislav Lobotka, der er med Slovakiets U/21 landshold, samt Emiliano Marcondes og Pascal Gregor, der er med Danmarks OL-landshold i Korea. Emre Mor er med Tyrkiets A-landshold til EM-slutrunden, og tidspunktet for hans tilbagevenden til FCN afhænger naturligvis af, hvor langt Tyrkiet når ved EM.