Værd at vide før dagens udekamp mod FCM

Kategorier

David Moberg Karlsson scorede sidst mod FCM og kan spille sin kamp nr. 50 for FCN i dag.

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands udekamp i dag kl. 17.00 mod FCM. Kampen vises direkte på TV3 sport 1.

Vidste du at…

…FCN og FC Midtjylland har mødtes 41 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 12 gange, mens 12 kampe er endt uafgjort, og FCM har 17 sejre. I Herning har FC Nordsjælland kun vundet 3 gange, 8 kampe er endt uafgjort mens FCM har 13 sejre.

…FCN var den eneste klub, der slog de nu detroniserede danske mestre fra FCM to gange i sidste sæson og allerede har besejret ulvene igen to gange i denne sæson. Først i 9. spillerunde i Herning, hvor tigrene vandt 1-0 på Bruninhos træffer, og senest i 20. runde, hvor FCN vandt 2-1 hjemme på mål David Moberg Kalrsson og Emiliano Marcondes.

…midtjyderne med Danmarksmesterskabet i sidste sæson fik sit første trofæ til det ellers tomme pokalskab. To gange, både i 2010 og 2011, har FCN slået FCM i pokalfinalen i Parken.

…FCM har leveret flot i Europa i denne sæson, hvor holdet blandt andet har slået Southampton ud af Europa League og vundet hjemme over Manchester United. Og inden kampen mod FCN er ulvene sikker på europæisk fodbold igen i næste sæson.

…dagens dommer, 33-årige Jørgen Daugbjerg Burchardt, er i gang med sin 4. sæson som Alka Superliga dommer. Han har i denne sæson dømt FC Nordsjællands kampe fire gange, senest i 30. spillerunde ude mod FCK.

…Martin Vingaard kan spille sin kamp nr. 100 for FCN og David Moberg Karlsson kamp nr. 50, hvis de kommer på banen mod FC Midtjylland i dag.

…det er sæsonens sidste kamp, og FCN skal vinde for at være sikker på at beholde 8. pladsen. Viborg og AGF har muligheden for at gå forbi, hvis tigrene sætter point til.