Fremtidens hold viste både vilje og evner

Kategorier

Joshua John har scoret til 1-0, og det blev også sejrsmålet.

Foto: Rie Neuchs

Med en fuldt fortjent 1-0 sejr over Viborg fik FC Nordsjællands unge mandskab sat et flot punktum hjemme i Right to Dream Park

De unge tigre havde tydeligvis lært af de fejl, der kostede sejren sidst mod AGF, og selv om det denne gang kun var en spinkel 1-0 føring, der skulle holdes hjem i slutminutterne, var der aldrig for alvor panik på. FCN sikrede de tre point, der betyder, at tigrene rykker forbi Viborg i tabellen.

Dermed fik FCN også sat et fint punktum for et godt forår i Right to Dream Park, hvor det er blevet til fire sejre, tre uafgjorte kampe og kun ét nederlag. I alt 15 point i forårets otte hjemmekampe. Og nu gælder det så om også at slutte fint af i sæsonens sidste kamp ude mod FCM på søndag.

Straks fra første fløjt viste FC Nordsjælland både vilje og evner. Det blev et spændende glimt ind i fremtiden, hvor tigrene med aggressivt spil og højt pres skabte mange gode målchancer. Alene i løbet af det første kvarter skabte FCN tre åbne scoringsmuligheder til henholdsvis Marcus Ingvartsen, Stanislav Lobotka og David Moberg Karlsson.

Men endelig i det 20. minut kom målet efter et fantastisk flot angreb, hvor Collins Tanor sendte Ramón Rodrígues afsted på højrekanten i et dybdeløb, og hans hårde flade indlæg kunne Joshua John let ekspedere i nettet til 1-0. På det tidspunkt kunne FCN sagtens have ført større, men herefter mistede holdet lidt af grebet om kampen, og efter en halv time måtte Alex Runarsson i målet præstere en fin redning for at holde Viborg fra udligning.

FCN startede også 2. halvleg med flere nærgående forsøg, bl. a. skud fra Marcus Ingvartsen og Joshua John, men den største målchance havde Stanislav Lobotka på et hurtigt kontraangreb i det 75. minut. Men Lobotkas skud sad lige på målmand Peter Friis, og da Godsway Donyoh sendte riposten tilbage for fødderne af Lobotka, ramte han rent på overliggeren.

Viborg forsøgte at lægge pres på i slutfasen, men i modsætning til kampen mod AGF, blev FCN-forsvaret ikke grebet af panik. Langt de fleste indlæg blev afvist konsekvent, og FCN burde have sikret sejren på de muligheder, der var i kontraspillet.

Kampen blev et spændende glimt af fremtidens muligheder i FC Nordsjælland.

Lagde du mærke til…

…at den islandske keeper “Alex” Runarsson fik sit første clean sheet i Superligaen.

…at FCN ikke har tabt til Viborg i over 10 år.

…at Dominic Oduro kom på banen kort før afslutningen og dermed fik sin debut for FC Nordsjælland. Han blev samtidig den 33. spiller, FCN bruger i denne sæson.

…at Martin Vingaard kom på banen et kvarter før tid og dermed spillede afskedskamp på hjemmebanen med en sejr og sin kamp nr. 99. Han kan altså runde 100 kampe søndag på udebane i Herning som punktum for tre gode sæsoner i FCN.

Matchfacts fra dagens kamp HER

Se statistik fra kampen HER