Mor fik en flot debut for Tyrkiets landshold

Kategorier

Emre Mor er her i aktion for FCN, og han har nu også fået en fornem debut på Tyrkiets A-landshold.

Foto: Getty Images

18-årige Emre Mor kom på banen fra 2. halvlegs start i Tyrkiets EM-test mod Montenegro, og FCN-spilleren imponerede med sit udfordrende spil, der skabte flere målchancer

Tyrkiet vandt kampen 1-0 på et mål i tillægstiden, og Emre Mor har god grund til at glæde sig over sin debut som A-landsholdsspiller for Tyrkiet. Han imponerede landstræner Fatih Terim med sin indsats og styrkede sikkert sin chance for at få valg til den Tyrkiets endelige EM-trup.

– Emre Mor var en stor risiko for mig. Han er en ekstraordinær spiller, for ellers ville han ikke være her. Det er derfor, jeg har udtaget ham til landsholdet. Han er en interessant spiller, men jeg har ikke besluttet mig endnu (om hvilke spillere der skal med til EM, red.), siger Terim til NTV ifølge bold.dk.

FC Nordsjælland valgte at give Emre Mor fri fra de sidste tre Superligakampe, så den 18-årige angriber kunne forfølge sin chance for at komme med til EM med Tyrkiet, og i kampen mod Montenegro fik han vist mange af de ting, vi kender ham for her i Right to Dream Park. Bl. a. lavede han kort før tid en aktion næsten identisk med den, han scorede på mod FCK.

Emre Mor har også med sin flotte entré på Tyrkiets A-landshold skabt en fantastisk opmærksomhed om sine fremtidsmuligheder. Han bliver nu spiller nr. 25 på Wall of Fame tavlen i Right to Dream Park med navnene på alle de, der som har repræsenteret FC Nordsjælland på diverse A-landshold i hele verden. Han går dermed i fodsporet på Uffe Bech og Anders “AC” Christiansen, der i 2014 blev de seneste A-landsholdsspillere fra FCN.

Emre Mor var topscorer i U/19 Ligaen i efteråret og fik sin debut på Superligaholdet i efterårets to sidste kampe. Her i foråret har han været fast med i Superligatruppen og spillede næsten alle kampe, inden han fik fri til at gribe sin EM-chance i Tyrkiet. Han har scoret to mål og været assist til to andre i foråret for FCN.

Se nogle af de aktioner ovenfor, hvor Emre Mor imponerede med i sin debut for Tyrkiet.