Flot mål af Ingvartsen blev kun til pynt

Kategorier

FCN-keeper Alex Runarsson og høje Paul Onuachu havde nogle dueller i kampens løb.

Foto: Getty Images

Efter en 1. halvleg næsten uden boldbesiddelse og bagud 0-2 kom FCN ud til 2. halvleg i stærkt forbedret udgave. En reducering ved Marcus Ingvartsen skabte håb, men kun i ganske kort tid, før FCM satte trumf på og vandt 4-1

Det blev langtfra den sæsonafslutning, FCN havde håbet på i Herning. Det klare nederlag til et veloplagt FCM-mandskab kostede nemlig også en enkelt placering i slutstillingen, hvor Viborg tager 8.pladsen tilbage, mens tigrene slutter som nr. 9 lige foran AGF.

Straks fra start på MCH Arena i Herning kunne man se, at det blev en meget svær kamp for FCN mod et toptændt midtjysk mandskab, der havde sat al styrke ind i luftrummet med tårnhøje Onuachu i front sammen med Pusic. FCM holdt et tungt pres på tigrene fra første fløjt, og det var kun et spørgsmål om tid, før det gik galt.

Det var tæt på, da keeper Alex Runarssons udspark blev opfanget af Onuachu, men Alex reddede selv den prekære situation. I det 16. minut var han dog helt chanceløs, da et indlæg fra Jacob Poulsen lå lige til hovedet af Paul Onuachu, der dirigerede den i nettet ved bagerste stolpe til 1-0.

FCM slog til igen med et hovedstødsmål i det 38. minut, da Martin Pusic kastede sig vandret og scorede efter et langt indkast. FCN slap til pausen med 0-2 på tavlen, og det var billigt sluppet i en halvleg, hvor hjemmeholdet dominerede i en grad, der hele tiden voldte FCN kvaler og kastede halve chancer af sig.

Fra 2. halvlegs start valgte FCN at sætte Pascal Gregor og Martin Vingaard på banen og skifte spilsystem til 3-5-2, og det var en god disposition, for det var tydeligt, at FCN pludselig bedre fandt spilstationer fremad i banen og kom frem til trusler mod FCM-målet flere gange.

Joshua John var tæt på at slippe helt fri, men tog lige for langt et træk til sidst, og Martin Vingaard havde et skud, som Mikkel Andersen i midtjydernes mål kun lige akkurat fik drejet til hjørnespark. I det 61. minut kom så den scoring, FCN jagtede for at skabe nyt håb om point.

Mads “Mini” Pedersen erobrede bolden efter en sløset pasning af Onuachu, og “Mini” satte speed på den direkte vej. Kort før straffesparksfeltet skubbede han bolden videre til Marcus Ingvartsen, der tørrede tre forsvarere på næsten ingen plads og hamrede bolden i kassen til 1-2.

Det kunne være blevet et vendepunkt i kampen og tigrenes store mulighed, men desværre varede glæden alt for kort. Kun godt et minut senere havde mangelfuld indgriben i forsvaret kostet en let scoring for Martin Pusic, der med målet til 3-1 straks punkterede tigrenes håb.

FCM var eller kommet ned i tempo, og resten af kampen var meget lige med halve muligheder til hvert hold, men det blev FCM, der satte trumf på, da indskiftede Pione Sisto i det 80. minut nettede til 4-1 i en situation, hvor FCN-forsvaret blev helt udspillet. FCN var tæt på endnu et trøstmål efter hjørnespark lige til sidst, hvor bolden hoppede og dansede foran midtjydernes målstreg.

En fortjent sejr til FCM, der dermed også fik sig en enkelt sejr over FCN i denne sæson efter at have tabt de to første opgør mod tigrene.

Hørt på spillergangen:

Martin Vingaard kom på banen fra 2. halvlegs start og fik dermed sin kamp nr. 100 med tigeren på brystet og en plads i FC Nordsjællands Hall of Fame. Det var samtidig hans afskedskamp:

– Det er selvfølgelig ikke rart at slutte af med et nederlag, men de lagde et tungt pres på os i 1. halvleg, og det var en fuldt fortjent sejr til Midtjylland. Det ærgerlige er, at vi ikke holdt fast i længere tid, da vi fik reduceret til 1-2. På det tidspunkt var de gået ned i tempo, og så kan det være svært at komme op igen.

– Så havde vi bare lukket af i længere tid efter 1-2 målet, ved man aldrig, hvad der var sket mod slutningen af kampen. Nu fik de i stedet lukket kampen igen lynhurtigt med scoringen til 3-1, og så vidste vi jo godt, at det ville blive for svært. Det er lidt ærgerligt, at det sidste indtryk er sådan et nederlag, siger Martin Vingaard, der endnu ikke har sin fodboldfremtid på plads.

Han ved dog, hvad de næste ti dage byder på, for hans skal med Danmarks U/23 landshold til Korea for at forberede sig til OL. 30-årige Martin Vingaard kan altså blive én af de tre, man må have med til OL uanset alder:

– Fra i morgen og til vi kommer hjem fra Korea holder jeg al fokus på OL-holdet. Vi mødes i morgen middag og flyver i morgen aften. Efter turen med OL-landsholdet håber jeg så at få min fremtid endeligt på plads, siger Martin Vingaard.

Lagde du mærke til…

…20-årige Marcus Ingvartsen igen løb på banen med anførerbindet og scorede for anden gang i de seneste tre kampe. Dermed er han oppe på 5 sæsontræffere, mens Joshua John forbliver på de 4, han nåede op på med målet i torsdags.

…David Moberg Karlsson spillede sin kamp nr. 50 med tigeren på brystet.

Se statistik fra kampen HER

Se matchfacts fra kampen HER