Emre Mor udtaget til den tyrkiske EM-bruttotrup

Kategorier

Emre Mor rejser torsdag afsted på træningslejr med det tyrkiske landshold.

Foto: Getty Images

FCN har modtaget den officielle bekræftelse fra det tyrkiske fodboldforbund, som altså betyder at 18-årige Emre Mor støder til den tyrkiske EM træningslejr fra d. 18.maj, og vil være en del af truppen i de tre træningskampe som venter mod England, Montenegro og Slovenien før den endelige EM trup udtages. Træningslejren ligger oveni de resterende tre Alka Superliga-kampe, men FCN har valgt at lade Emre Mor deltage i EM forberedelserne.

Sportschef Carsten V. Jensen begrunder:

– Det er naturligvis et dilemma vi er stillet overfor her, hvor vi på den ene side gerne vil have flest muligt af vores spillere til rådighed for holdet i de sidste tre Alka Superliga-kampe, men omvendt vil vi heller ikke forhindre en god mulighed for Emre til at samle erfaring fra højeste niveau. Med Emre ude vil det betyde mere spilletid til andre og vi har den seneste periode heller ikke lagt skjul på at en del af strategien netop har været at prøve forskellige spillere og formationer af med henblik på næste sæson. Endvidere har det faktum, at meget på dette tidspunkt er afgjort i Alka Superligaen naturligvis også spillet ind i vores samlede vurdering.

Selv glæder Emre Mor sig til muligheden for at deltage i træningskampene.

– Jeg er super glad og stolt over at få denne mulighed, det er kæmpe stort. Der er lang vej til at komme med til EM, men dette giver mig chancen for at vise mig frem og man har lov til at drømme om det. Jeg er rigtig glad for, at klubben har accepteret at sende mig af sted, nu skal den have fuld gas, fortæller Emre Mor.

FCN ønsker Emre Mor held og lykke i de kommende venskabskampe med det tyrkiske landshold.