Både U/19 og U/17 kan få sølv igen i år

Kategorier

Trods nederlag på 1-2 til OB i Odense, er U/19 sikker på sølvet, mens U/17 med en sejr på 3-1 i Odense har gode chancer for at gentage sidste års sølvmedaljer. Begge hold spiller sidste kamp hjemme mod Randers Freja på lørdag

U/19 Liga: OB-FCN 2-1 (0-0)
Mål: 55. minut 0-1 Lucas Haren. 70. minut 1-1. 80. minut 2-1.

Selv om FCN U/19 led sit kun fjerde nederlag i sæsonens 21 kampe, er tigrene sikre på at gentage de to seneste sæsoners andenplads i Ligaen uanset udfaldet af den sidste kamp hjemme mod Randers Freja lørdag kl. 13.00. FC Nordsjælland blev dansk U/19 mester i 2013 og har nu vundet sølv i de tre seneste sæsoner i træk, så det er en fantastisk stabilitet, FCN har leveret i U/19 Ligaen.

Det var en meget jævnbyrdig kamp mod et formstærkt OB-mandskab, der mødte op med selvtillid fra tre sejre i træk. Så selv om FCN kom foran kort inde i 2. halvleg ved Lucas Haren, lykkedes det OB at vende kampen med to mål i de sidste tyve minutter.

U/17 Liga: OB-FCN 1-3 (1-1)
Mål: 30. minut 1-0. 35. minut 1-1 Andreas Olsen. 62. minut 1-2 Andreas Olsen. 76. minut 1-3 Andreas Olsen.

FCN U/17 vandt sølv i sidste sæson og har også gode muligheder for at gentage den bedrift, hvis de vinder sæsonens sidste kamp hjemme mod Randers Freja på lørdag kl. 15.15. Sejren på 3-1 i Odense var et stort skridt mod medaljer for andet år i træk, og den var resultat af en god og koncentreret indsats.

Sejren var også fortjent. Efter en jævnbyrdig 1. halvleg, blev FCN mere og mere dominerende i kampen. Men OB havde også sine muligheder. Ved stillingen 1-1 havde fynboerne således en friløber, hvor FCN kun slap med skrækken, fordi Oliver Thorup dækkede sit mål så fint.

Andreas Olsen var helt på toppen i den kamp og scorede alle tre mål for FCN, og så var det også et glædeligt gensyn med Magnus Kofod på banen i de sidste 25 minutter af kampen.