Værd at vide før kampen mod Esbjerg

Kategorier

Tobias Mikkelsen og Emre Mor scorede målene, da FCN vandt 2-0 i det seneste møde med FCK.

Foto: Getty Images

Her er lidt statistiske vinkler på FC Nordsjællands kamp i aften kl. 19.00 i Farum Park mod Esbjerg.

Vidste du at…

…FCN og Esbjerg har mødt hinanden 38 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 13 sejre, 7 kampe er endt uafgjort og 18 gange har Esbjerg vundet. 21 af kampene er spillet i Farum Park, og her har FCN 9 sejre, mens 3 kampe er endt uafgjort og 9 med sejr til Esbjerg.

…det er FCN, der har revanche til gode, da Esbjerg har vundet begge de indbyrdes kampe i denne sæson med 2-1, i Farum Park i 5. spillerunde og i Esbjerg i runde 14. I det hele taget har FCN haft det svært mod Esbjerg i de seneste tre sæsoner, hvor vestjyderne har vundet 5 kampe, mens FCN kun har én sejr og en uafgjort kamp.

…Esbjerg er kommet under styring fra Hobro, siden vestjyderne sidst gæstede Farum Park. Det er nu sidste års succestræner i Hobro, Jonas Dal, der leder tropperne i Esbjerg, og han har taget sin assistent fra Hobro, Lars Justesen, med sig til det vestjyske.

…kampens dommer, 38-årige Michael Tykgaard, er i gang med sin 6. sæson som Alka Superliga dommer og dømmer FCN for anden kamp i træk og fjerde gang ialt i denne sæson.

…20-årige Godsway Donyoh som den første spiller fra Right to Dream akademiet i Ghana fik sin debut for FC Nordsjælland i den seneste hjemmekamp, der endte med sejr på 2-0 hjemme over FCK.

…FCN har maksimumpoint hjemme i Farum Park i foråret efter sejre over både FCM og FCK. Nu venter endnu to hjemmekampe indenfor kun fem dage, mod Esbjerg i dag og Hobro på fredag kl. 18.00.

…Tobias Mikkelsen og Emre Mor har begge scoret to gange for FCN i dette forår, og de lavede hver et mål i sejren over FCK. Dermed har FCN hentet fire point i sæsonens to første kampe mod FCK og er ene om at have besejret topholdet i dette forår.

…Tobias Mikkelsen spillede sin kamp nr. 100 for FCN sidst i Aalborg og bliver hædret for pladsen i Hall of Fame med blomster lige før kampstart i dag.