U/19 vandt i Esbjerg

Kategorier

Lucas Haren bragte FCN foran 1-0 i Esbjerg.

FCN holder sig i toppen af U/19 Ligaen med sejren i Esbjerg, men U/17 måtte se sig slået i det vestjyske

U/19 Ligaen: Esbjerg-FCN 1-2 (0-0)
49. minut 0-1 Lucas Haren. 82. minut 0-2 Andreas Olsen. 88. minut 1-2

FC Nordsjælland sikrede en vigtig sejr i Esbjerg og holder dermed frontpositionen i U/19 Ligaen efter en meget lige og intens kamp. 1. halvleg endte målløs, og FCN lykkedes rigtig godt med holdets organisation og disciplin. Defensivt stod tigrene stærkt, og det var en chancefattig 1. halvleg med overvægt i spillet til Esbjerg.

FCN kom rigtig godt ud til 2. halvleg og tog føringen allerede fire minutter efter pausen på mål af Lucas Haren. Med små ti minutter igen, lykkedes det Andreas Olsen at øge føringen til 2-0, og så gjorde det mindre, at Esbjerg fik et trøstmål kort før tid. Andreas Olsen er egentlig fortsat U/17 spiller, og han debuterede flot på U/19 med scoringen og et andet godt forsøg før pausen.

– Jeg vil rose hele holdet for god disciplin og en stærk defensiv. Vi fik ændret lidt i pausen, og det hurtige føringsmål i 2. halvleg hjalp os. Heldigvis fik vi scoret til 2-0, før det blev meget intenst til sidst med deres reducering, lyder det fra U/19 cheftræner Morten Karlsen.

U/17 Ligaen: Esbjerg-FCN 1-0 (1-0)

FCN U/17 måtte forlade Esbjerg med et ærgerligt nederlag på 0-1, selv om holdet havde det rigtige udtryk og var spilstyrende det meste af tiden.

Men to ting i 1. halvleg blev afgørende for udfaldet. Først håndterede FCN en ellers ufarlig situation så skidt, at Esbjerg for let kunne bringe sig foran, og efter en lille halv time blev FCN reduceret til 10 mand, da Nicklas Strunk Jakobsen dummede sig til et rødt kort.

Det gjorde det svært for FCN at komme tilbage i kampen, men alle kæmpede hårdt for det med aggressivt spil trods undertal i så lang tid. Det var tæt på udligning i flere situationer, men skarpheden manglede, og så måtte FCN U/17 tage hjem med et nederlag.

– Vi tager læringen fra denne kamp med os, og så vil vi ellers fokusere på det gode spil og den stærke arbejdsindsats trods en svær situation, siger U/17 cheftræner Kasper Kurland.