Speed Cage og andre sjove aktiviteter mod Randers

Kategorier

Dagens Kamp Partner Danske Bank medtager en Speed-Cage hvor du kan få testet hvor hårdt du kan sparke.

Foto: Rie Neuchs

Søndagens hjemmekamp nærmer sig med hastige skridt i Right to Dream Park, og der bliver masser af aktiviteter før og efter kampen mod Randers FC.

Der er kickoff allerede kl.13.00, så der er god mulighed for at bringe hele familien med uden at det går udover søvnen, lektier, aftensmad eller andet. Nedenfor kan du danne dig overblikket over nogle af de aktiviteter som sker på søndag.

Få målt hvor hårdt du sparker
Danske Bank medbringer en Speed-Cage til FCN Fun Zone på søndag, hvor du kan få målt hvor hårdt du kan sparke. Derudover sparker Danske Bank bolde ud i pausen til tilskuerne på stadion.

FCN Glasgow kommer igen til Farum
De legendariske skotter som sidste år besøgte FC Nordsjælland for første gang kommer igen på besøg for at støtte FCN. Den skotske fanklub tropper hele 8 mand op, og er klar til at sætte gang i D-tribunen. Læs mere om deres besøg her.

Blomster til Pascal Gregor for 100 kampe
Forsvarsspilleren har i en alder af kun 22 år allerede rundet 100 kampe for FC Nordsjælland, det er kun sket en gang tidligere i klubbens historie at en spiller er nået 100 kampe i den alder. Det var Andreas Laudrup. Pascal Gregor modtager blomster for sin præstation kort før kickoff på søndag.

5 tidligere FCN-profiler hyldes
Nicolai Stokholm, Thomas Andreasen, Jonathan Richter, Daniel Jensen og Andreas Laudrup møder alle op til kampen søndag, og de bliver alle hyldet 10 minutter før kickoff. Læs mere HER

Pauseunderholdning – vind 25.000 kroner
Crossbar Challenge bliver afløst af en ny shootout challenge, hvor man stadig kan vinde op til 25.000 kroner hvis man har sparke-evnerne i orden. Hvis man kan nå op til level 3, vinder man 25.000 kroner, og ellers er der mulighed for at vinde FCN-coins til en værdi af 500 kroner på level 1, og på level 2 kan man vinde et gavekort til den nye Restaurant Bite på 1.500 kroner. Husk at du skal være 18 år for at kunne deltage.

Fodboldrejse til Manchester United med DHL
I FCN Fun Zone bliver der en ny DHL-konkurrence, som bliver en forhindringsbane hvor man på tid skal bringe en kasse igennem. Den hurtigste tid når foråret slutter vinder en fodboldrejse til Manchester United. FCN Fun Zone åbner altid halvanden time før kickoff.

Fan Baren i nye klæder
Fan Baren åbner allerede kl.11.30. Priserne vil stadig være fanpriser op til kampene. Kig forbi og få en snak om dagens kamp inden det går løs i Right to Dream Park. Efter kampen vil Fan Baren også være åben, og her vil Adm. Direktør Ole Palmå være til stede og fortælle om det nye stadionnavn og overvejelserne bag det.

Overblikket:

Kl.11.30: FCN Fun Zone og FCN Baren åbner
Kl.12.00: Stadion Åbner
Kl.12.25: Spillerne starter opvarmning
Kl.12.50: Tidligere FCN-spillere hyldes
Kl.12.55: Spillerne klar i spillertunnellen
Kl.12.57: Pascal Gregor får blomster for 100 kampe
Kl.13.00: Kickoff
Kl.13.45: 1.halvleg slutter
Kl.13.50: Pause underholdning
Kl.14.00: 2.halvleg starter
Kl.14.45: Autografzonen åbner mellem A og D-tribunen