Reserverne tabte snevejrskamp

Kategorier

Søren Krogh: Det var svære betingelser men ens for begge hold.

Et voldsomt snevejr prægede FC Nordsjællands udekamp mod FCM i Reserveholdsturneringen.

April kan være en drilsk måned rent vejrmæssigt, og det fik FC Nordsjællands reserver at føle, da de mandag gæstede FC Midtjylland i reservernes medaljeslutspil. Efter megen nedbør i de seneste dage blev kampen i sidste øjeblik flyttet til baneanlægget i Vildbjerg.

Det hjalp dog kun lidt på mulighederne for at spille fodbold, for det væltede ned med sne under hele kampen, og FC Midtjylland var klart bedst til at håndtere de svære forhold og vandt sikkert kampen med 4-0 efter føring på 2-0 ved pausen.

FCN-træner Søren Krogh siger:

– Det blev en meget fysisk kamp under de vanskelige forhold, hvor der lå sne på banen fra første fløjt og kampen igennem. Dommeren var tæt på at afbryde kampen i pausen, for det var svært at se stregerne, men den blev gennemført, og sneen skal ikke være nogen undskyldning for os.

– Men vi havde svært ved at finde rytme i vores spil, og der blev mange dueller og omstillingsspil, som et stærkt FCM-mandskab håndterede bedre end os. Og så scorede de to mål på standardsituationer. Vi blev overmatchet i det spil, men vores spillere forsøgte hele tiden med den rigtige indstilling, og vi fik også skabt nogle målchancer, hvor vi bare ikke var skarpe nok, lyder det fra Søren Krogh.