Petry: Vi vil give fansene en oplevelse

Kategorier

Lasse Petry i aktion i udekampen sidst mod AaB.

Foto: Getty Images

Gang på gang har skader smadret mulighederne for Lasse Petry, men nu er han klar og ser kun fremad

Siden Nicolai Stokholm i 2014 indstillede karrieren har Lasse Petry gang på gang været udset som afløseren på den defensive midtbaneplads, men igen og igen er skader kommet i vejen for en stamplads til den nu 23-årige spiller.

Også her i opstarten til forårssæsonen blev Lasse Petry ramt af en drilsk skade, men han har kæmpet sig tilbage igen og igen, og i sidste hjemmekamp mod FCK var han tilbage i startopstillingen på sin favoritposition, og han spillede også hele kampen i Aalborg.

– Det har været dejligt at være tilbage i de sidste to kampe. Nu håber jeg, at skader er et overstået kapitel, og jeg går ikke og tænker på risikoen for nye skader. Det gælder om at se fremad og holde fokus på næste kamp.

– Det kostede selvfølgelig noget på formen, at jeg missede en del af optakten til forårssæsonen, men jeg kan tydeligt mærke, at det går i den rigtige retning nu, siger Lasse Petry, der efter salget af “Gudi” Thórarínsson har en konkurrent mindre til favoritpladsen.

– Pladsen på den bagerste midtbane er den, jeg helst vil spille, men der er stadig hård kamp om pladserne. Der er mange af de nye unge, der presser på, så man får bestemt intet foræret. der skal arbejdes hårdt både til træning og kamp, og lige nu glæder jeg mig over, at vi har to hjemmekampe i træk, så vi forhåbentlig kan give vores fans et par gode oplevelser, lyder det fra Lasse Petry før aftenens kamp mod Esbjerg kl. 19.00 i Farum Park.

Køb billet til kampen HER