Søndag hylder vi fem tidligere FCN-profiler

Kategorier

Publikum kan på søndag møde fem af klubbens tidligere profiler.

Foto: Boesenfoto.dk

Nicolai Stokholm, Thomas Andreasen, Jonathan Richter, Daniel Jensen og Andreas Laudrup møder alle op til kampen søndag kl. 13.00 i Right to Dream Park mod Randers.

Publikum til søndagens kamp har god grund til at glæde sig. Både til en spændende kamp i Alka Superligaen og et gensyn med en lille flok tidligere spillere, der virkelig repræsenterer historiens vingesus. Tilsammen har de spillet 739 kampe med tigeren på brystet og repræsenterer alt det, FC Nordsjælland står for.

Thomas Andreasen har sine rødder langt tilbage i tiden med mange kampe for moderklubben Farum Boldklub og spillede i tiden fra 1999 til 2007 i alt 295 førsteholdskampe. Han gjorde trøje nr. 14 legendarisk.

Nicolai Stokholm kom til FCN i 2009 og spillede de næste fem år et halvt år 178 kampe og gik som anfører forrest i alle FC Nordsjællands store kampe og triumfer med to pokaltitler, mesterskab og sølvmedaljer. Samt naturligvis Champions League gruppespillet.

Det var også Andreas Laudrup en stor del af i samme tidsrum, og han nåede også at få en plads i FC Nordsjællands Hall of Fame med 104 kampe og en vigtig scoring i den afgørende guldkamp i 2012.

Jonathan Richter kom allerede i 2005 op i Superligatruppen som et stort talent, men desværre satte en tragisk ulykke en brat stopper for karrieren efter 80 kampe, da han blev ramt af et lyn og måtte kæmpe for sit liv men mistede et ben.

I 2010 fik fansene lejlighed til at tage en gribende afsked med populære Richter og nr. 26, som ikke siden er brugt i FCN. Daniel Jensen er storebror til målmand David Jensen, og Daniel nåede 82 kampe i forsvaret for FCN i tiden fra 2004 til 2011.

FC Nordsjælland er meget glad for de fem spilleres opbakning og fortsatte nærkontakt med klubben. Ca. ti minutter før kampstart kan alle fansene møde de fem profiler, der kommer en tur rundt på banen for at hilse på publikum.