Mads ”Mini” vokser med opgaven

Kategorier

Mads "Mini" Pedersen slipper her jublen løs efter sejren sidst over FCK. Det vil han gerne prøve igen.

Foto: Rie Neuchs

– Jeg er utrolig sulten efter spilletid og gør alt for at få det, siger den kun 19-årige Mads ”Mini” Pedersen, der har grebet chancen i fravær af skadede Patrick Mtiliga

Gennem fem sæsoner har Patrick Mtiliga været fast mand som venstre back på FCN-mandskabet, men i optakten til denne forårssæson blev den 35-årige anfører ramt af en skade, der holder ham ude af spillet det meste af foråret.

Det åbnede kamp om pladsen for de to helt unge, Nicklas Mouritsen og Mads ”Mini” Pedersen, og i fire af de fem kampe er det den kun 19-årige Mads ”Mini”, der har fået chancen og grebet den:

– Patrick har spillet en stor rolle for holdet i flere år, så der er noget at se op til. Han er vores anfører, og nu, hvor han er skadet, hjælper han os alt det, han kan udenfor banen. Han guider både mig og Nicklas hele tiden, så vi kan gøre det bedst muligt.

– Det er dejligt at få så mange spilleminutter, og jeg synes også, at det udvikler mig. Jeg har fået mere ro over mit spil og vænnet mig til niveau og tempo i Superligaen, som er noget helt andet end reserveholdskampene. Især på grund af fysikken og atmosfæren omkring kampene.

– Det er fysisk meget hårdere i Superligaen, hvor man ikke får foræret noget som helst af de ældre spillere, der spiller klogt og bruger kropsfinter på en anden måde, end jeg er vant til, siger Mads ”Mini”, der dog allerede er vokset meget med opgaven og sin størrelse til trods sagtens kan blive en ”maxi” i Superligaen.

– Min fordel er, at genpres er en fantastisk vigtig del af vores spil. Og jeg elsker det hurtige genpres, som vi praktiserede så flot i 2. halvleg i Aalborg. I genpresset kan jeg virkelig bruge min fart og aggressivitet.

– Jeg nyder hvert spilleminut og er utrolig sulten efter mere spilletid i Superligaen, så jeg vil gøre alt for at være med. Også når Mtiliga igen er klar, lyder det fra en stålsat Mads ”Mini”, der også i dette forår er blevet en del af Danmarks nye U/21 landshold.

Mads ”Mini” Pedersen havde spillet 19 kampe på diverse danske U-landshold, da U/21 landstræneren kaldte på ham første gang i januar. Siden er det blevet til tre U/21 landskampe, senest begge de vigtige EM-kvalifikationskampe med udesejre over Luxembourg og Armenien, hvor han fik fuld spilletid i den sidste.

– Det har været så fedt at komme med omkring U/21 landsholdet. Jeg kom ind mod Luxembourg og mod Armenien var jeg med på banen fra start og med til at synge nationalsang. Jeg da stolt af at repræsentere mit land, så 2016 er virkelig startet godt for mig. Jeg håber bare, det fortsætter sådan, siger Mads ”Mini” Pedersen, der mod Esbjerg kan spille sin 8. Superligakamp i denne sæson.