Vingaard: Vi skal levere en toppræstation

Kategorier

Martin Vingaard i duel med Daniel Agger.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjællands Martin Vingaard forudser en meget svær og spændende kamp mod FC Midtjylland i aften kl. 19.00 i Farum Park.

– Vi skal levere en toppræstation i aften, hvis vi skal have noget ud af den kamp. Det er en super fed hjemmekamp at starte med. Alle ydre omstændigheder er perfekte, og det er altid ekstra inspirerende at møde et tophold og forsvarende dansk mester, der også lige har præsteret internationalt.

Sådan lyder det fra FC Nordsjællands Martin Vingaard, der på grund af karantæne ikke kunne være med i Viborg og derfor først kan få sin forårspremiere i aften:

– Det bliver dejligt at komme i gang. Det er altid lidt mærkeligt at starte en halvsæson med karantæne, for så er man ikke rigtig en del af det hele i den sidste uge op til premieren. Men nu starter min forårssæson, og jeg glæder mig.

– I aften har vi første kamp i Farum Park, og vi skal i gang med at bygge vores hjemmebane op igen som en solid base, så alle modstandere ved, at de får det svært her. Sådan var det tidligere, men i efteråret tabte vi for meget på hjemmebane. Det skal der gøres noget ved, og det gør man kun ved at vinde kampe, siger Martin Vingaard.

Netop aftenens gæster fra FC Midtjylland ved, hvor svært det er at vinde i Farum Park, for det er næsten syv år siden, at ulvene sidst vandt en Superligakamp her:

– Ja, det er en god statistik, og lad det bare fortsætte sådan mod FCM, så vi kan få startet foråret med at skrabe nogle point sammen, siger Martin Vingaard.