FC Nordsjælland spiller mandag 7. marts kl. 19.00 hjemme mod FCM. Her er lidt statistiske vinkler på den kamp.
VIDSTE DU AT…
…FCN og FC Midtjylland har mødtes 40 gange tidligere i Superligaen. FCN har vundet 11 gange, mens 12 kampe er endt uafgjort, og FCM har 17 sejre. Hjemme i Farum Park er regnskabet dog klart i FC Nordsjællands favør med 8 sejre, 4 uafgjorte og kun 4 nederlag.
…FCN var den eneste klub, der slog de danske mestre fra FCM to gange i sidste sæson og allerede har besejret dem én gang i denne sæson. Det var i 9. spillerunde, hvor tigrene vandt 1-0 på Bruninhos træffer.
…FC Midtjylland ikke har vundet en Superligakamp i Farum Park siden 3. maj 2009, altså for snart 7 år siden.
…midtjyderne med Danmarksmesterskabet i sidste sæson fik sit første trofæ til det ellers tomme pokalskab. To gange, både i 2010 og 2011, har FCN slået FCM i pokalfinalen i Parken.
…FCM har leveret flot i Europa, hvor holdet blandt andet har slået Southampton ud af Europa League og vundet hjemme over Manchester United.
…kampens dommer, 34-årige Dennis Mogensen, er i gang med sin 3. sæson som Alka Superliga dommer. Han har i denne sæson kun dømt FC Nordsjælland én gang. Det var i 13. spillerunde, hvor FCN vandt 3-0 hjemme over AaB.
…18-årige Andreas Skovgaard fik sin debut for FCN, da han kom på banen i de sidste minutter af forårspremieren i Viborg.
…kampen mod FCM er comeback på hjemmebane for både cheftræner Kasper Hjulmand og angriber Tobias Mikkelsen. Kampen i Viborg var Kasper Hjulmands Superligakamp nr. 100 som cheftræner for FCN, mens Tobias Mikkelsen spillede sin kamp nr. 97.