Tobias: Jeg skal vænne mig til rollen

Kategorier

Tobias Mikkelsen har scoret i de to seneste kampe for FCN og kan mod AaB spille sin kamp nr. 100 med tigeren på brystet.

Foto: Getty Images

Tobias Mikkelsen er tilbage i FCN i en ny rolle som den rutinerede spiller, de unge skal kunne støtte sig

– Vi er i gang med at bygge et nyt stærkt hold sammen, og det er sindssygt spændende at være med til. Da jeg var her sidst, var holdet meget sammenspillet, og vi kendte hinandens løbemønstre 100%. Det vandt vi mange kampe på.

– Den slags lærer man bare ikke fra den ene dag til den anden, men jeg synes, det ser lovende ud. Der er mere tempo på det her hold, og med flere kampe sammen og mere erfaring bliver det et spændende hold. Hårdt arbejde på træningsbanen og koncentration hver dag er vejen frem. Jeg er glad for at være tilbage og være en del af det.

Sådan lyder det fra 29-årige Tobias Mikkelsen, der var med i opbygningen af mesterholdet fra 2009 til 2012, hvor han forlod FCN med guldmedalje om halsen. Han spillede 96 kampe med tigeren på brystet og scorede 15 mål i sin første periode i FCN.

Efter Bundesligafodbold og senest norsk mesterskab og pokaltitel med Rosenborg er Tobias Mikkelsen nu tilbage i Farum Park, hvor han mod FCK søndag kl. 16.00 kan få sit comeback foran hjemmepublikum. Sygdom forhindrede, at det skete i forårets første hjemmekamp mod FCM, men han har spillet de to udekampe og scorede et flot mål i Odense i søndags.

– Det var mega uheldigt, at jeg blev syg lige før kampen mod FCM, og nu glæder jeg mig til endelig at spille i Farum Park igen. Bolden ruller perfekt på den bane, som lige nu vel er den mest plane fodboldbane i Danmark.

– Det var dejligt at få scoret mod OB, men når vi tabte kan jeg ikke rigtig bruge det til noget. Nu må vi tage revanche mod FCK, men vi skal helt op på 110%, for FCK fik vist mod AaB, at de har et stærkt hold.

– Det skræmmer os dog på ingen måde, for vi plejer at spille gode kampe mod FCK. De er fysisk stærke, men vi skal flytte kuglen hurtigt rundt, som vi også gjorde i perioder mod OB. Tempo og bevægelse bliver et nøgleord for os, og det er altid sjovt at møde dem, siger Tobias Mikkelsen.

Han bliver sammen med Martin Vingaard alderspræsidenter på et meget ungt FCN-hold mod FCK, og Tobias Mikkelsens rolle på holdet er en noget anden nu end første gang, han var i klubben:

– Jeg skal lige vænne mig til at være én af de ældre på holdet, som skal tage ansvar for de unge og få det til at fungere som hold. Det er sjovt at prøve sig selv af i den rolle, siger ”veteranen” Tobias Mikkelsen, der trods alderen stadig kan udfordre på hurtighed.

Han spiller kamp nr. 99 med tigeren på brystet mod FCK og er således på vej ind i FC Nordsjællands Hall og Fame som den 20. spiller med 100 kampe for FC Nordsjælland.