Tidligere FCN-træner er død

Kategorier

Allan Michaelsen taler her til FC Nordsjællands partnere under sin tid som assistenttræner.

Natten til onsdag mistede Danmark en markant fodboldskikkelse, da Allan Michaelsen døde efter længere tids sygdom. Allan Michaelsen blev kun 68 år gammel.

Allan Michaelsen havde en lang fodboldkarriere bag sig både som spiller og som træner. I FC Nordsjælland vil han altid blive husket for årene 2004 og 2005, hvor han var assistenttræner for Superligaholdet, først for Christian Andersen og siden Johnny Petersen.

Allan Michaelsen var særdeles vellidt og respekteret. Altid i godt humør og med hurtige replikker, og samtidig var han utrolig dedikeret til opgaven med samme seriøse indstilling til fodbold, som også prægede hele hans aktive karriere. Allan Michaelsen vil derfor altid blive husket i FCN for sin indsats og det positive præg, han var med til at sætte på de første år i Superligaen.

Som spiller blev Allan Michaelsen i 1969 dansk mester med sin klub B 1903 og samme år kåret som årets spiller i Danmark. Det førte til en 10 år lang professionel karriere i udenlandske klubber med franske Nantes som første station på vejen.

Også 8 kampe på Danmarks A-landshold blev det til, inden Allan Michaelsen kastede sig over trænergerningen i 1981 i Svendborg. Herefter fulgte en lang række trænerjobs i danske topklubber og altså også to år som assistenttræner i FC Nordsjælland i slutningen af trænergerningen.

Siden har han arbejdet med fodboldskoler både herhjemme og i Italien, og han spillede selv hyggefodbold næsten lige til det sidste.

Æret være Allan Michaelsens minde.