Ingen kære Mor for FCK

Kategorier

Emre Mor er tilbage i truppen mod OB efter en spilledags karantæne.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland har krammet på FCK i Farum Park og viste det igen med en pragtpræstation og fortjent sejr på 2-0 over de københavnske guldaspiranter.

Hvis FCK bliver dansk mester i år, er det i hvert fald ikke med FC Nordsjællands gode vilje. Efter 1-1 i Parken i efteråret fulgte tigrene op med en super kamp i Farum Park, hvor næsten syv et halv tusinde tilskuere blev vidne til en helstøbt holdindsats og fortjent hjemmesejr på 2-0.

Der er ingen kære Mor, når FCK gæster Farum Park, og denne gang var det ganske bogstaveligt, idet lille Emre Mor grundlagde FCN-sejren med et flot sololøb ti minutter efter pausen til 1-0. Statistikken fortæller, at FCK kun har vundet én eneste kamp på FC Nordsjællands hjemmebane i fem sæsoner, og denne gang satte Tobias Mikkelsen trumf på med en pragtscoring på langskud til 2-0.

Sejren blev sikret på en meget koncentreret indsats i samtlige 90 minutter plus det løse. Selv om FCK selvfølgelig forsøgte sig med et modpres mod slutningen, holdt FCN stand og undgik de personlige fejl, der i tidligere kampe har kostet dyrt.

Straks fra første fløjt var det tydeligt, at FCN var velorganiseret og forberedt på at tage imod FCK på den rigtige facon med et godt pres og hurtig boldomgang. Et angreb sat godt op af Stanislav Lobotka og med indlæg fra Tobias Mikkelsen gav i det 11. minut Martin Vingaard en afslutningsmulighed, som FCK måtte redde på selve målstregen af Erik Johansson.

Herefter havde Emiliano Marcondes et nærgående hovedstød, men ellers blev det ikke til de store målchancer, før Vingaard igen afsluttede fem minutter før pausen på oplæg fra Lobotka og Andreas Skovgaard, der drev bolden frem med et fantastisk rush fra bagkæden. Desværre var FCK-keeper Robin Olsen vaks ved havelågen og fik reddet.

FC Nordsjællands målmand David Jensen havde forinden også præsteret en god redning på langskud fra Peter Ankersen, og holdene gik til pause med 0-0 på tavlen efter en halvleg, hvor FCN var mest nærgående.

Fra 2. halvlegs start forsøgte FCK at lægge et tryk på tigrene uden dog at få skabt store målchancer, og så gik det pludselig stærkt den anden vej i det 55. minut, da Emiliano Marcondes blev spillet op midt i banen og straks prikkede videre til Emre Mor. Med nogle hurtige direkte ryk mod mål satte Mor fire forsvarsspillere og scorede til 1-0 mellem benene på Robin Olsen.

FCK forsøgte at finde åbninger i den solide FCN-defensiv, men der var kun få sprækker, og da Thomas Delaney slap fri tæt under mål, leverede David Jensen en pragtredning. I det 87. minut sikrede Tobias Mikkelsen sejren definitivt, da han pludselig tog chancen langt udefra og hamrede bolden ind i hjørnet til 2-0.

Med den fortjente 2-0 sejr har FCN nu hentet fire point i denne sæsons to kampe mod FCK, og hele holdet viste, at med koncentration og vilje til at arbejde stenhårdt for hinanden er der virkelig potentiale til noget stort. Nu er der landskamppause frem til 1. april, hvor FCN spiller i Aalborg mod AaB.

Og mon ikke alle FCN-fansene vil være på plads igen i Farum Park ved næste hjemmekamp mod Esbjerg mandag 11. april, nu hvor tigrene har vundet begge kampe i Farum Park i foråret over topholdene, først over FCM og nu også FCK.

Hørt på spillergangen:

Lasse Petry var med fra start for første gang i foråret og meget træt til sidst:

– Jeg har jo ikke fået spillet så meget på grund af skader, så jeg er lidt træt nu. Men det var en fantastisk arbejdsindsats af hele holdet.

– Forsvaret stod sindssygt godt hele kampen igennem, og det er en fornøjelse at være med til. Og så var det jo også et par dejlige mål, vi vandt på, lød det fra Lasse Petry.

Tobias Mikkelsen spillede sin første kamp i Farum Park efter sin hjemkomst til FCN:

– Det var en super måde at komme tilbage på. Vi slår et super stærkt FCK-hold, og det var helt fortjent. 3 dejlige point at gå til landskamppause på.

– Jeg synes, vi fik flyttet bolden godt og hurtigt rundt og især i 1. halvleg lagt at godt pres. Og så udnyttede vi vores muligheder efter pausen. Jeg kan vist ikke ramme en bold bedre end ved det langskudsmål, siger Tobias Mikkelsen, der spillede sin kamp nr. 99 med tigeren på brystet og scorede for anden kamp i træk.

Lagde du mærke til…

…at Martin Vingaard fik den 31-års fødselsdagsgave, han ønskede sig og selv bidrog med en pragtkamp. Også skadede David Moberg Karlsson har fødselsdag i dag og bliver 22 år.

…at FCN havde hele 8 spillere med i staropstillingen, som har spillet ungdomsfodbold i klubben. Og 10 blev brugt i hele kampen.

… at gns. alderen i søndagens startopstilling var 22 år og 319 dage.

…at Emre Mor og Tobias Mikkelsen nu begge har scoret to mål i dette forår.

…at indskiftede Godsway Donyoh fik debut for FC Nordsjælland, da han kom på banen til de sidste fem minutter, og han bliver dermed den første spiller fra Right to Dream akademiet i Ghana, der får debut for FCN i Superligaen.

…at der er udbetaling af TV-penge her efter runde 22, hvor FCN er placeret på en 8. plads.

Se matchfachts HER