2-2 mod Brøndby i en god kamp

Kategorier

Godsway Donyoh her i aktion i en træningskamp mod Elfsborg.

Foto: Boesenfoto.dk

FCN havde fem Right to Dream spillere med i dagens reserveholdskamp mod Brøndby, der var tæt og intens hele vejen igennem

Der var spænding og hård kamp til sidste fløjt, da FCN i dag tog hul på forårets medaljeslutspil i Reserveholdsturneringen hjemme mod Brøndby. Kampen endte uafgjort 2-2 og blev spillet i et højt tempo.

FC Nordsjælland kom foran allerede i det 10. minut, da anfører Lasse Petry sparkede bolden i kassen med et godt skud udefra. Herefter bølgede spillet meget frem og tilbage, men midt i halvlegen blev FCN-forsvaret spillet tyndt, og Brøndby udlignede ved Daniel Stückler, og 1-1 blev også stillingen ved pausen.

I 2. halvleg satte FCN ekstra tryk på kedlerne, og Brøndby blev i det 51. minut reduceret til ti mand, da Al- Ammani trak sit andet gule kort for at fælde en tiger i fremløb. Det ændrede resten af kampen til nogenlunde ensrettet trafik mod Brøndbys mål, men det blev alligevel Brøndby, der kom i spidsen med 2-1 ved Andrew Hjulsager efter en målmandsfejl.

Det fik dog bare FCN til at skrue tempoet endnu en tand i vejret, og Godsway Donyoh var tæt på udligningen på et frispark, men målet til 2-2 lod vente på sig til det 83. minut. Her kunne Godsway Donyoh udligne til 2-2 på et straffespark begået mod Mathias Jensen. FCN jagtede også et sejrsmål, men da Collins Tanor i sidste minut af den ordinære spilletid også fik gult for anden gang, sluttede de to hold ti mod ti og med et uafgjort 2-2 som resultat.

FC Nordsjælland bruger forårets kampe i Reserveholdsturneringen til at implementere spillere fra Right to Dream akademiet i Ghana til FC Nordsjællands trup, og mod Brøndby var hele fem spillere fra Right to Dream i aktion og gjorde det godt.

Assistenttræner Søren Krogh siger:

– Vi er i en fase, hvor vi ser en del Right to Dream spillere an, og vi skal lige lære hinanden at kende. Det er fedt med sådanne kampe til det.

– Ghaneserne kommer med en masse energi, men holdet er jo ikke så sammenspillet på den måde, så vi mangler engang imellem forståelse for hinandens løb. Vi startede kampen godt, men mod 1. halvlegs slutning mistede vi for simple bolde. Det blev meget bedre i 2. halvleg.

– Det er spændende at flette to hold sammen på den her måde, og jeg synes, at kampen var et godt og lovende startskud for visionen, siger Søren Krogh.

Matchfacts:

Medaljeslutspil i Reserveholdsturneringen 14. marts i Farum Park:
FCN-Brøndby 2-2 (1-1)
Mål: 10. minut 1-0 Lasse Petry. 22. minut 1-1 Daniel Stückler. 57. minut 1-2 Andrew Hjulsager. 83. minut 2-2 Godsway Donyoh (straffe).
FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
Alex Runarsson
Ramón Rodrígues, Jonathan Vervoort, Abdul Mumin  (ind i 46. min. Enoch Adu), Mads “Mini” Pedersen
Lasse Petry (ind i 46. min. Collins Tanor), Christian “TK” Køhler, Mathias Jensen.
Souheib Dhaflaoui (ind i 58. min. Dominic Oduro), Godsway Donyoh, Adnan Mohammad (ind i 69. minut Oscar Hartkorpf).