Tre FCN-spillere på U/17 landsholdet

Kategorier

Som et led i forberedelserne til EM-kvalifikationen i marts spiller Danmarks U/17 landshold i næste uge to kampe i Frankrig

FC Nordsjælland ligger her ved vinterpausen på andenpladsen i U/17 Ligaen. Det afspejler sig også på Danmarks U/17 landshold, hvor FCN har tre spillere i den udvalgte trup, der i næste uge tager til Frankrig for at spille to venskabskampe mod værtsnationen.

Danmark spiller mod Frankrig onsdag 10. februar, og der er returmøde to dage senere, inden landsholdet vender retur. FCN er repræsenteret på Danmarks landshold af Magnus Wørts, Cristian Jensen og Nicklas Jakobsen.

Turen til Frankrig er sidste forberedelse for Danmark inden de tre afgørende kampe i 2. EM-kvalifikation, der spilles i slutningen af marts. Her bliver modstanderne Skotland, Schweiz og Tjekkiet.

FCN spillerne har været i gang lige siden nytår med forberedelser til forårssæsonen i U/17 Ligaen, der for FC Nordsjællands vedkommende starter med en udekamp mod AaB lørdag 5. marts.