Transferstatus fra CV

Kategorier

FCN-truppen rummer rigtig mange unge talenter.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjællands sportschef gør her status over det transfervindue, der lukkede i nat.

Sportschef Carsten V. Jensen:

– Status efter januars transfervindue er, at FCN endnu engang har vist, at klubben er i stand til at udvikle egne spillere til Superligatruppen samt udvikle og sælge spillere videre herfra.

– Salget af Bruninho er et bevis på, at miljøet og kulturen her i klubben mange gange kan være den katalysator, der skal til for at få et talent til at blomstre. Vi fik ikke glæde af Bruninhos kvaliteter i ret lang tid, men vi kan til gengæld glæde os over et solidt økonomisk fundament under vores nye projekt.

– Med tilgangen af Emre Mor og Peter Jensen fra eget akademi samt ikke mindst Collins Tanor og Godsway Donyoh fra Right to Dream akademiet i Ghana har vi vist, at klubbens akademiprogrammer arbejder på et meget højt niveau.

– Der skal endnu engang lyde en kæmpe kredit til alle involverede trænere og ledere på akademiet. Således har hele 17 af Superliga-truppens 27 spillere været gennem eget akademi.

– Erfaring er en anden vigtig faktor i arbejdet med sammensætningen af fremtidens FCN-spillertrup, og derfor var det fantastisk for os tidligt i vinduet at kunne føje Tobias Mikelsen til gruppen.

– Tobias har tidligere vist sit potentiale her i klubben og var med til at sikre Danmarksmesterskabet. Nu er det tid for Tobias til at give tilbage til FCN af sine udenlandske erfaringer som en profil på Rosenborgs norske mesterhold. Tobias skal sammen med vores andre erfarne spillere være rollemodeller for vores unge drenge i hverdagen.

– Vi har sagt farvel til et par unge spillere i Mathias Hebo, Adam Örn Arnarson og Oliver Thychosen, der har brug for at komme andre steder hen for at få mere kamptid, end de har udsigt til hos FCN lige nu. De skal nok blive gode ambassadører for FC Nordsjælland, siger Carsten V. Jensen.

Overblik på FC Nordsjællands transfervindue:

Nye spillere i truppen:
Tobias Mikkelsen fra Rosenborg
Collins Tanor fra Right to Dream
Godsway Donyoh fra Falkenberg
Emre Mor, fra FCN U/19
Peter Vindahl Jensen, fra FCN U/19

Farvel til følgende spillere:
Ivan Runje, solgt til AC Omonia Nicosia
Bruninho solgt til Guangzhou R&F FC i Kina
Adam Örn Arnarson, solgt til Aalesund i Norge
Mathias Hebo, retur leje i FC Vestsjælland, men kontrakt ophævet.
Oliver Thychosen, udlejet til Vejle Boldklub